Markedsoversigt: Spinkelt aktieplus og rentefald efter USA-jobrapport
Med Vestas som en af vinderne gik de danske aktier fredag netop på weekend i grønt, selv om gassen gik lidt af ballonen efter svage arbejdsmarkedstal fra USA, der sendte statsrenterne sydover.
Samlet noterede C25-indekset et plus på 0,1 pct. til 1156,74, og dermed gik eliteindekset frem for sjette handelsdag på stribe.
Vestas steg med 1 pct. til 505,60 kr., efter at Bank of America - Merrill Lynch hævede anbefalingen af aktien til "køb" fra "neutral". Kursmålet blev sat til 630 kr.
Novo Nordisk fik løftet kursmål til 375 kr. fra 340 kr. hos Morgan Stanley, der gentog anbefalingen "ligevægt". Fredag steg medicinalpapiret 0,7 pct. til 357,35 kr.
Carlsberg steg 0,6 pct. til 1025,50 kr. uden større selskabsspecifikke nyheder og satte dermed lukkerekord.
Spotpriserne på containerfragt fra Asien til Europa faldt også i denne uge, viste de seneste data fra Shanghai Shipping Exchange fredag. Mærsks B-aktie faldt med 0,5 pct. til 7610 kr.
Blandt fredagens dårligst præsterende aktier var Demant. Selskabet blev tidligere på ugen udsat for et hackerangreb, men det har nu fået situationen under kontrol og er nu i færd med gradvist at åbne sine it-systemer igen.
Dog er der fortsat visse kritiske systemer lukket, og Demant har ikke noget bud på, hvornår selskabets it igen er fuldt oppe at køre, eller hvad episoden får af økonomiske konsekvenser. Aktien faldt 1,9 pct. til 201,60 kr.
Uden for C25-regi faldt Santa Fe-aktien 11,1 pct. til 2,40 kr. Selskabet fortalte torsdag aften, at der hersker væsentlig usikkerhed om koncernen, efter at det ikke er lykkes at nå til enighed om finansieringen med Proventus.
På obligationsmarkedet gik de danske statsrenter ud på eftermiddagen sydover, da der blev præsenteret svage arbejdsmarkedstal fra USA.
De skuffende tal øger alt sandsynligheden for flere rentenedsættelser hos den amerikanske centralbank ved efterårets rentemøder, og kombineret med en markedsforventning om lempelser fra Den Europæiske Centralbank i næste uge gav det opkøb i statspapirerne fredag - og derfor faldende renter.
For den toneangivende tiårige danske statsobligation endte dagen med et rentefald på 4 basispoint til minus 0,61 pct. Det fulgte efter en fremgang på 8 basispoint torsdag, hvor opløftende meldinger om handelskrigen gav øget optimisme.
Dagens altoverskyggende begivenhed var den amerikanske beskæftigelsesrapport for august, der viste en klart skuffende jobskabelse uden for landbruget på 130.000, mens økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde ventet en jobskabelse på 160.000.
Samtidig blev tallet for juli nedrevideret en smule i august-opgørelsen, og derfor kunne en lidt højere lønstigningstakt end ventet ikke gøre op for skuffelsen.
Arbejdsløshedsprocenten blev som ventet opgjort til 3,7 pct.


