Fortsæt til indhold

Europa/middag: Ryanair flyver til tops efter opjustering

Aktier
/ritzau/FINANS

Det irske lavprisselskab Ryanair har opjusteret forventningerne til 2019/20 efter travlhed i forbindelse med flyvningerne op til jul og nytår. Det honoreres med en topplacering blandt de 6000 aktier i det brede europæiske aktieindeks Stoxx 600, der fredag middag stiger 0,2 pct.

De tre ledende europæiske aktieindeks i Paris, London og Frankfurt stiger mellem 0,1 og 0,3 pct. Størst er stigningen i Frankfurt.

Ryanair venter nu et nettooverskud på 950-1050 mio. euro mod tidligere 800-900 mio. euro. Også forventningerne til passagertallet er løftet til 154 mio. passagerer fra tidligere 153 mio.

Ryanair stiger 7,2 pct. til 16,32 euro på børsen i Dublin.

En overgang lå aktien oppe med 11 pct., hvilket ifølge Bloomberg er den største stigning, der er set i flyselskabets aktie siden finanskrisen i 2008.

Britiske Convatec løftes 3,2 pct. til 211 pence, efter at finanshuset UBS har løftet sin anbefaling af aktierne i den britiske Coloplast-konkurrent til ”køb” fra ”neutral” med henvisning til forbedret eksekvering, investeringer og ændringer i ledelsen.

UBS pointerer ifølge Bloomberg News, at sektormodvinden inden for sårpleje aftager, og yderligere venter finanshuset et fortsat opsving inden for stomi. Det er begge områder, hvor Convatec har overlappende aktiviteter med Coloplast.

Det schweiziske finanshus venter, at væksten for Convatec vil vende i 2020 med et opsving i indtjeningsmarginalerne fra 2021. Finanshuset hæver ved samme lejlighed kursmålet til 235 pence fra 185 pence.

Der er også britisk i bunden, hvor den britiske lavprisdetailhandler B&M European Value Retail falder 8,4 pct. til 364 pence. Faldetr sker, efter at selskabet har annonceret selskabet skuffende julesalg.