Fortsæt til indhold

USA/tendens: Udsigt til stigninger, hvis jobrapport ikke skuffer

Aktier
/ritzau/FINANS

Der er udsigt til stigende amerikanske aktier, når handlen åbner fredag. Futures på de tre ledende indeks ligger med plusser på mellem 0,2 og 0,4 pct.

Den endelige retning afgøres dog af dagens jobrapport for december, der offentliggøres kl. 14.30. Der ventes 160.000 nye job uden for landbruget mod 266.000 i november.

Overordnet virker det som blikket vendes væk fra Mellemøsten til sandsynligheden for stigende vækst i forud for underskrivelsen af fase 1-aftalen i handelskonflikten mellem USA og Kina i næste uge.

Aktierne var torsdag i rekordhumør. Det brede S&P 500-indeks steg med 0,7 pct. til rekordniveauet 3274,67 indekspoint. Teknologitunge Nasdaq vandt desuden med 0,8 pct. til ny top i 9203,43 point, mens smalle Dow Jones gik op med 0,7 pct. til rekord i 28.956,70 indekspoint. Det var lettelse i de geopolitiske spændinger, der påvirkede positivt.

Det amerikanske medicinalselskab Eli Lilly har spenderet 1,1 mia. dollar, svarende til cirka 7,4 mia. kr., på køb af biotekvirksomheden Dermira, der har hovedsæde i Californien.

Med købet styrker Lilly sin portefølje af produkter til behandling af kroniske hudlidelser, herunder et middel, der er under udvikling i fase 3, som er sidste skridt inden ansøgning om godkendelse til markedsføring.

Købsprisen lyder på 18,75 dollar per aktie. Aktien stiger 2,5 pct. i formarkedet til 18,80 dollar. Det er dog en præmie på cirka 86 pct. i forhold til den gennemsnitlige kurs for Dermiras aktie over de seneste 60 handelsdage.

Blandt de mindre selskaber er der bud efter aktierne i Sorrento Therapeutics, der har oplyst, at man har fået et ikke-bindende bud fra en kapitalfond på op til 7 dollar pr. aktie. Aktien stiger med 53,4 pct. i formarkedet til 5,23 dollar. Tidligere har selskabet afvist et bud på 3-5 dollar pr. aktie.

Aclais Therapeutics stiger i formarkedet med 18,3 pct. til 2,20 dollar efter at meldte om et positivt fase 1-resultat med stoffet ATI 450.

Der er også meldt om positive testresultater fra Moderna for vaccinen CMV. Aktien stiger 18,3 pct. i formarkedet.

Derimod skuffede salget hos Portola Pharmaceuticals, og aktien sendes ned med knap 40 pct. i formarkedet til 15 dollar. Efter meldingen har finanshuset Oppenheimer sænket kursmålet til 17 dollar fra tidligere 40 dollar.