USA/åbning: Udsigt til rød ugeafslutning efter fire dage i plus
Efter offentliggørelsen af den amerikanske jobrapport for januar fredag eftermiddag og i fornyet bekymring for udbredelsen af det kinesiske coronavirus har de amerikanske aktiebørser taget hul på ugens sidste handelsdag med fald i de toneangivende indeks.
Kort før åbningen ligger S&P 500-indekse, Nasdaq-indekset og Dow Jones-indekset 0,5-0,6 pct. lavere.
Jobrapporten viste ellers, at beskæftigelsen uden for landbruget voksede med 225.000 personer i januar. Og det var en hel del bedre end ventet, da der blandt økonomerne var forudset en stigning på 165.000 personer ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News. Beskæftigelsen i den private sektor voksede med 206.000 ansatte i måneden mod en ventet stigning på 155.000.
Udviklingen i den gennemsnitlige timeløn er for januar beregnet til 3,1 mod en ventet stigning på 3,0 pct. i forhold til samme måned sidste år. Måneden før var stigningen på 2,9 pct. på årsbasis.
Rapporten viser dermed styrke i den amerikanske økonomi, men også øget risiko for rentestigning - eller ringere udsigter til pengepolitiske lempelser fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve.
SLUT PÅ STIGNINGSRÆKKE
Med den negative åbning synes det amerikanske aktiemarked at skulle lukke handelsugen i minus efter fire dage med plusser i tiltro til, at de kinesiske myndigheder vil være i stand til at inddæmme spredningen af coronavirusset, der frem til nu har kostet flere end 600 menneskeliv.
Torsdag lukkede børserne med rekorder i de tre toneangivende indeks efter plusser på 0,3-0,7 pct.
Den positive stemning i markedet er også motiveret af en stor andel af positive overraskelser i de resultater, den indeværende regnskabssæson indtil nu har budt på. 70 pct. af selskaberne har ifølge Reuters overrasket positivt i forhold til estimaterne.
PLUS TIL PINTEREST
Det sociale medie Pinterest ligger i plus med 12,3 pct. i den indledende handel, efter at selskabet efter markedslukning præsenterede et kvartalsregnskab, som overgik forventningerne på stort set alle punkter både med tallene for fjerde kvartal og forventningerne til 2020.Og medicinalselskab Abbvie løftes 4,1 pct. fra handelsstart som kvittering for efter at have overrasket positivt med forventningerne til indtjeningen i 2020 i forbindelse med regnskabet for fjerde kvartal, hvor indtjeningen er lidt bedre end ventet.
Den justerede indtjening per aktie er steget til 2,21 dollar fra 1,90 dollar, hvilket er en spids over analytikernes forventning på 2,19 dollar. Salget af Humira, der er verdens bedst sælgende lægemiddel, forblev uændret på 4,92 mia. dollar, hvor analytikerne ventede et fald til 4,86 mia. dollar.
For 2020 venter Abbvie en justeret indtjening per aktie på 9,61-9,71 dollar, hvilket er over analytikerkonsensus på 9,48 dollar.
UBER I FREMDRIFT
Efter åbningen stiger aktien i Uber, der præsenterede regnskab efter markedslukningen torsdag, med 6,0 pct.
Samkørselstjenesten kom gennem sit fjerde kvartal en smule bedre end ventet. Især madudbringningen i Uber Eats præsterede et lidt bedre bookingresultat i forhold til analytikernes mål, ligesom underskuddet blev mindre. Uber realiserede en justeret nettoomsætningen på 3,73 mia. dollar, hvilket var en vækst på 41 pct., mod ventede 3,70 mia. dollar, mens det justerede underskud per aktie blev på 64 cent sammenlignet med et konsensusestimat på minus 65 cent, ifølge Bloomberg News.
For flyproducenten Boeing tegner dagen negativ med et fald for aktien på 0,7 pct. fra handelsstart. Der er i test fundet endnu en fejl i softwaren til det kriseramte 737 Max-fly på et tidspunkt, hvor Boeing har besluttet ikke at udskyde datoen for flyets genindsættelse i luftfarten.
Endelig styrter handelsplatformen Ebay 5,7 pct., efter at ejeren af the New York Stock Exchange, Intercontinental Exchange, har afsluttet sin overvejelser om at købe sin ind i selskabet. Til gengæld løftes aktien i Intercontinental Exchange 5,5 pct. i den indledende handel.


