Onsdagens aktier: Ambu tog igen et hop mens medicinalaktier tyngede
Lundbeck, Vestas og Genmab endte onsdag som bundskraberne i det danske eliteindeks, der trådte et skridt tilbage fra tirsdagens rekordniveau.
Onsdag faldt det danske C25-indeks 0,3 pct. til 1347,79, og dermed blev tirsdagens positive stemning vendt til en mere negativ en af slagsen på det danske marked.
I Europa var der omvendt stigende aktieindeks på tværs af de store børser, og faldet i det danske eliteindeks var særligt drevet af en negativ udvikling for flere af de aktier, der vægter tungt i indekset.
Sådan lyder vurderingen fra Christian Thatje, der er senioraktiehandler hos Sydbank, som også fremhæver, at tirsdag omvendt var en særdeles god aktiedag i Danmark.
- Tirsdag outperformede det danske marked omvendt resten af Europa, og det skal man også have i baghovedet, siger han.
Novo Nordisk-aktien endte med et lille minus på 0,2 pct. i 433,35 kr., og medicinalselskabet fik selskab i bunden af indekset af andre selskaber i sektoren, der også var en af de få røde sektorer i Europa onsdag.
Lundbeck-aktien faldt 3,8 pct. til 271 kr., på trods af at Barclays løftede sit kursmål for aktien til 305 kr. fra 290 kr. Anbefalingen er fortsat "overvægt", viser data fra Bloomberg News.
Genmab gik også tilbage med 1,3 pct. til 1638 kr., og medicokoncernen Coloplast faldt desuden 0,4 pct. til 938 kr.
I den modsatte ende af indekset gik både Ambu, Simcorp og FLSmidth mod strømmen. Ambu sluttede helt i toppen med et kurshop på 7 pct. til 159,90 kr. i kølvandet af tirsdagens fremgang på 6,9 pct.
- Sidst på dagen tirsdag var aktien ret højt oppe, og der var noget snak om, at en anerkendt small cap-fond var ude at tale positivt om Ambu-aktien. Det var med til at give den et spark opad, siger Christian Thatje.
Han henviser til, at mediet Dow Jones Newswire tirsdag kunne fortælle, at den amerikanske kapitalforvalter Brown Capital Management, der driver en af de mest omtalte small cap-fonde, godt kan lide det danske medicoselskab.
Brown Capital Management ejer ifølge data fra Bloomberg News 1,23 mio. Ambu-aktier svarende til 0,56 pct. af aktierne i Ambu.
Simcorp-aktien steg 2,8 pct. til 720,50 kr. på trods af manglen på selskabsspecifikt nyt.
FLSmidth blev tirsdagens C25-topscorer oven på selskabets regnskab for 2019, der godt nok var blandet læsning i forhold til analytikernes forventninger, men som alligevel formåede at fjerne noget usikkerhed i aktien.
Aktien steg tirsdag 8,6 pct., og onsdag startede investorerne med at tage lidt gevinst hjem. I løbet af eftermiddagen blev faldet dog erstattet af en stigning på 1,1 pct. til 263,50 kr.
DNB hævede onsdag kursmålet for ingeniørkoncernens aktie til 260 kr. fra 240 kr. og fastholdt anbefalingen "hold".
B-aktien i A.P. Møller-Mærsk sluttede omvendt onsdagen med et fald på 0,3 pct. til 8502 kr. efter tirsdagens fremgang på 4,2 pct.
Mærsk løftede onsdag morgen sløret for, hvem der bliver selskabets nye finansdirektør. Den 1. maj tiltræder Patrick Jany stillingen som kassemester, som han overtager fra Carolina Dybeck Happe, der i november sagde op, fordi hun havde fået job hos General Electric.
Onsdag morgen offentliggjorde fusionsselskabet WS Audiology, der ligesom GN og Demant er beskæftiget inden for høreapparatbranchen, sit regnskab.
Det var det første årsregnskab, siden sammenlægning af Widex og Sivantos skabte det private selskab i 2019.
Årsregnskabet for 2018/19 er svært at sammenligne med konkurrenternes, fordi det dækker over den 17 måneder lange periode fra 1. maj 2018 til og med september sidste år.
Mest bemærkelsesværdig var derfor prognosen for 2019/20, der løber fra 1. oktober sidste år til udgangen af september i år, hvor der spås massiv vækst i toplinjen.
Den ses stige mere end 10 pct., samtidig med at WS Audiology sigter efter at løfte den justerede EBITDA-margin til over 20 pct.
GN-aktien sluttede uændret i 390 kr., mens aktien i Demant faldt 0,5 pct. til 230,90 kr.




