Fortsæt til indhold

Aktier/middag: Genoprejsning til årets store tabere

Aktier
/ritzau/FINANS

Der er en stor overvægt af grønt på de globale aktiemarkeder fredag, og den trendens smitter af på de danske aktier, hvor der er markant medvind til nogle af de aktier, der har fået størst stryg i de seneste uger, mens der modsat er modvind til de aktier, der har klaret sig bedre igennem de seneste ugers urolige farvand.

- Vi har en dag med rigtig positive takter, hvor vi dog ikke kan pege på en enkelt ting, der driver opturen, ud over at vi var sendt langt tilbage rent kursmæssigt. Vi er dog ikke ude af skoven endnu, og det er nok coronakurven, der afgør, hvornår vi er ude af krisen, vurderer Jyske Banks senioraktierådgiver Martin Munk til Ritzau Finans.

Det er især ISS og Royal Unibrew, der er flyvende med tocifrede procentvise stigninger, og de har også været blandt de hårdest ramte aktier. I bunden af C25-indekset finder man Coloplast og Ambu, der har klaret sig bedst igennem de seneste uger, og de er også de to eneste aktier i eliteindekset, der ligger i plus for året.

Det danske C25-indeks bliver sendt op med 2,7 pct. til 1042,81, hvilket er betydeligt mindre end i eksempelvis Tyskland, hvor DAX-indekset løftes med 5,8 pct.

ISS TAGER ET STORT HOP EFTER OPDATERING

Servicekoncernen ISS har fredag morgen sluttet sig til stimen af selskaber, der skipper forventningerne til 2020.

Samtidig betyder usikkerheden, at ISS dropper det foreslåede udbytte på 7,70 kr., indtil der igen bliver mere klarhed over markedsvilkårene.

Selskabet oplyser, at den organiske vækst var stor i januar og højere end de ventede 7 pct. Men nu rammer Covid-19, og det går især ud over Food Service-forretningen, som stod for 15 pct. af koncernomsætningen sidste år, skriver ISS.

Afklaringen får også investorerne til at juble, og aktien sendes op med 13,7 pct. til 80,56 kr. Siden årets start er ISS-aktien dog stadig faldet omkring 50 pct., og det er det største fald blandt C25-selskaberne i den periode.

Opdateringen fra ISS har dermed givet et lettelsens suk.

- Men når der kommer noget klarsyn, så giver det noget mere tryghed i, at selskabet nok skal komme godt igennem det, siger Per Fogh, der er aktieanalytiker hos Sydbank.

MÆRSK LEVERER STÆRKE INDIKATIONER FOR FØRSTE KVARTAL

Virusudbruddet påvirker blandt andet det globale transportmarked og forsyningskæderne markant, og det får nu A.P. Møller-Mærsk til sløjfe indtjeningsforventningen til 2020.

Det var helt som forventet, at A.P. Møller-Mærsk fredag morgen valgte af trække indtjeningsforventningen for 2020 tilbage, men et fastholdt aktietilbagekøbsprogram og et overraskende godt første kvartal er et stærkt signal til markedet.

Det vurderer Ricky Steen Rasmussen, der er aktieanalytiker hos Nykredit, hvor han følger blandt andet transportsektoren.

- Det positive er, at Mærsk går ud og siger, at de fortsat forventer en høj cash conversion, og dermed at deres cashflow stadig er pænt på trods af usikkerheden om efterspørgslen. Det understreger, at Mærsk finansielt er stærkt og har en meget lav gearing, vurderer Ricky Steen Rasmussen, .

Det skaber begejstring blandt investorerne, der sender Mærsk B-aktie op med 8,7 pct. til 5472 kr.

Royal Unibrew besluttede også torsdag aften at suspendere både forventningerne til regnskabsåret 2020 og aktietilbagekøbsprogrammet, som blev indledt for godt en uge siden.

Bryggerikoncernen fortæller, at de mange restriktioner, som myndighederne rundt omkring i verden indfører i et forsøg på at inddæmme coronavirusset, vil påvirke forventningerne.

- Den finansielle præstation i første kvartal 2020 er bredt forventet at være på linje med sidste år, og vi venter betydelig negativ effekt i andet kvartal 2020 sammenlignet med andet kvartal 2019, lyder det også.

Royal Unibrew-aktien stiger 13,0 pct. til 405 kr., og det store fald i år er dermed reduceret til knap 34 pct.

NYE KURSMÅL FOR DSV PANALPINA

DSV Panalpina får sænket kursmålet for aktien hos finanshuset Jefferies til 700 kr. fra 825 kr. Det fremgår af data fra Bloomberg News. Anbefalingen af aktien er fortsat "køb".

Samtidig hæver finanshuset ABG Sundal Collier sin anbefaling af aktien til "køb" mod tidligere "hold". Finanshuset skærer desuden kursmål til 625 kr. fra 660 kr.

DSV Panalpina-aktien har ligesom de fleste andre cykliske aktier været hårdt ramt af coronavirusudbruddet, men fredag bliver aktien sendt op med 8,1 pct. til 511,50 kr. Det reducerer årets nedtur til cirka 33 pct.

De seneste dage er det gået usædvanligt godt for Ambu og Coloplast, der siden årets start kan notere sig fremgang på henholdsvis omkring 45 pct. og 15 pct.

Sidstnævnte ligger fredag i bunden af eliteindekset efter et fald på 4,8 pct. til 954,20 kr. Ambu ligger også blandt bunden i eliteindekset med et fald på 2,5 pct. til 162,90 kr.

- Coloplast falder efter en superstærk performance. Det ser ud til, at investorerne finder kontanter i aktier, der er steget, og sætter dem i aktier, der er bombet tilbage, vurderer Martin Munk.

Vestas fik sent torsdag løftet anbefalingen med hele to niveauer til "køb" fra tidligere "sælg" af investeringsbanken Société Générale. Kursmålet for vindmølleaktien fastholdes imidlertid på 640 kr.

Handelsbanken har også løftet sin anbefaling af Vestas-aktien til "køb" fra "sælg" med et kursmål, der er skåret til 600 kr. fra 630 kr.

Vestas-aktien stiger 4,3 pct. til 507,20 kr.

NETCOMPANY FÅR LØFTET ANBEFALINGEN

Uden for C25-indekset får Netcompany hævet anbefalingen af aktien, men i samme ombæring bliver kursmålet reduceret hos finanshuset ABG Sundal Collier.

Anbefalingen lyder nu på "hold" mod tidligere "sælg". Finanshuset sænker sit kursmål for aktien til 251 kr. fra 276 kr. Netcompanys aktie stiger 7,1 pct. til 264,20 kr.

Borerigselskabet Maersk Drilling kan også glæde sig over, at prisen på en tønde Nordsø-olie torsdag steg 14,4 pct.

Fremgangen fortsætter fredag, hvor en tønde af den europæiske referenceolie, Brent, stiger 6,8 pct. til 30,41 dollar. Det er dog fortsat et lavt niveau, som er blevet en realitet efter olieprisens massive dyk i sidste uge.

Det har ramt Maersk Drilling, der er blevet mere end halveret den måned. Fredag stiger aktien dog 14,6 pct. til 137,50 kr.