Fortsæt til indhold

Aktier i Asien: Nye store kursfald uden for Japan

Aktier
/ritzau/FINANS

De asiatiske aktiemarkeder dykker igen mandag, hvor et stigende antal nationale nedlukninger truer med at overvælde de hektiske bestræbelser på at dæmpe, hvad der sandsynligvis vil være en dyb global recession.

- Yderligere forværring af Covid-19-udbruddet skader verdensøkonomien alvorligt. Vi forventer, at den globale vækst vil falde tæt på GFC-lavpunktet (Global Financial Crisis, red.), og at den amerikanske vækst falder til det laveste i 74 år i 2020, lyder det fra analytikere hos Morgan Stanley ifølge Reuters.

Der har heller ikke været meget at glæde sig over i nyhederne om coronavirus, da det globale dødstal nu overstiger 14.000, mens flere end 300.000 er inficerede.

MSCI's bredeste indeks over Asien-Stillehavet uden for Japan dropper 4,4 pct.

Tokyo er eneste aktiemarked med plusser på bogen. Stigningerne er blandt andet trukket af det japanske konglomerat Softbank, der har introduceret et aktietilbagekøbsprogram for 2000 mia. yen.

Investorerne sender aktien op med knap 20 pct., mens Nikkei 225-indekset stiger 1,7 pct. Det bredere Topix-indeks øger noget mere beskedne 0,3 pct.

De kinesiske aktieinvestorer ser fortsat stort udsalg fra udlandet.

Shanghai Composite ligger med et minus på 2,3 pct., og CSI 300-indekset dropper 2,7 pct. Hongkongs Hang Seng-indeks handles samtidig med et fald på 4,4 pct.

På de øvrige fjernøstlige børser lukker Taiwans Taiex-indeks med et minus på 3,3 pct., Kospi-indekset i Seoul dykker 4,9 pct., og Singapores Strait Times-indeks falder 7,9 pct.

Australiens ASX-indeks lukker med et dyk på 5,6 pct.

De store amerikanske aktieindeksfutures ligger med fald på 3,5-4,3 pct.