Europa/lukning: Svage nøgletal og udbyttechok blev dyrt
Sløje statistikker fra begge af sider af Atlanten tog støt og roligt modet fra investorerne torsdag, hvor de europæiske aktiemarkeder endte med tydelige fald.
En chokmelding fra Shell var med til at give markedet en mavepuster.
Oliekæmpen dykkede over 10 pct., efter for første gang siden Anden Verdenskrig at have skåret sit udbytte. Konkurrenten BP faldt mere end 6 pct.
På indeksniveau sluttede det paneuropæiske Stoxx 600 med et minus på 2,1 pct.
Fra Norge kom der også skidt nyt om oliesektoren, dog med storbanken DNB som budbringer. Norges største bank nedskrev i første kvartal for i alt 5771 mio. norske kr. mod 316 mio. norske kr. i samme periode året forinden. Omkring 45 pct. af nedskrivningerne relaterer sig til olie- og offshoreindustrien, oplyste banken.
Overskuddet for kvartalet landede på 4 mia. norske kr., hvilket var et betydeligt fald fra de 7,6 mia. norske kr., banken tjente i første kvartal af 2019. DNB lukkede dog bare 0,1 pct. lavere i 124,20 norske kr.
I Finland steg netværksproducenten Nokia 1,9 pct. trods en nedjustering af forventningerne til 2020. Selskabet venter nu et overskud per aktie på 0,23-0,25 euro, men det skræmmer ikke analytikere, der på forhånd estimerede et resultat på 0,24 euro.
Nokia kunne desuden fortælle, at det som eneste udenlandske selskab har fået del i en ordre på 5G netværk til China Unicom. Det sker som tredjestørste leverandør efter kinesiske Huawei og ZTE.

