Europa/middag: Royal Dutch Shell og Easyjet tynger britisk eliteindeks
Der er negative aktiemarkeder de få steder i Europa, som fredag holder åbent trods fejringen af den internationale kampdag.
Som det er tilfældet i København, holder også briterne åbent for aktiehandel fredag, og begge steder er der tidligt på eftermiddagen klare fald - som det har været tilfældet lige siden åbningen fredag morgen.
Ud over det fortsatte fokus på konsekvenserne af Covid-19, så har det ikke hjulpet på stemningen, at den amerikanske præsident, Donald Trump, har sagt, at en handelsaftale med Kina er af sekundær betydning i forhold til pandemien, og at hans administration planlægger tiltag til gengældelse af udbruddet.
- Markedsstemningen er blevet meget negativ meget hurtig, og de sidste 24 timer har været et "wake up call". Udsigten til stigende spændinger mellem USA og Kina er ikke godt for stemningen, og markedet forbliver sårbart over for coronavirus og fremskridtene med at udvikle en vaccine, siger global markedsstrateg Hugh Gimber hos J.P. Morgan Asset Management til Reuters.
Det brede Stoxx 600-indeks ligger ved 12.45-tiden 0,6 pct. lavere, efter at indekset i april steg 6,2 pct., hvilket var den største månedlige fremgang siden 2015.
I London ligger FTSE-indekset til et fald på 1,9 pct. anført af energiaktierne. Værst går det igen for Royal Dutch Shell, efter at selskabet torsdag sænkede sit udbytte for første gang siden Anden Verdenskrig.
Royal Dutch Shell ligger fredag over middag 8,5 pct. lavere efter et fald på 10,8 pct. torsdag. Næsten lige så skidt går det for Easyjet, som falder 7,1 pct. oven på nyheden om, at rivalen Ryanair i april, maj og juni venter et nettotab på over 100 mio. euro og i perioden venter at gennemføre mindre end 1 pct. af det planlagte flyprogram.
På London-børsen ligger Ryanair 3,6 pct. lavere.
Storbanken Royal Bank of Scotland skiller sig derimod positivt ud med en stigning på 3,2 pct. Banken kunne fredag fremvise en lidt bedre end ventet indtjening i første kvartal, selv om banken øgede sine nedskrivningerne markant som følge af coronapandemien.
Det britiske bagerselskab Greggs er også i modvind på børsen i London fredag, efter at selskabet torsdag måtte droppe en plan om en forsøgsgenåbning af flere butikker.
Greggs har flere end 2050 butikker, der alle har været lukket siden 24. marts på grund af udbruddet af coronavirus, skriver nyhedsbureauet Reuters. Aktien i Greggs falder 4,3 pct.

