Aktier i Asien: Forsigtige plusser med Hongkong i spids
De få åbne asiatiske aktiemarkeder tirsdag følger mandagens udvikling på Wall Street, hvor sene stigninger sendte de store indeks i plus.
Aktiemarkederne er præget af forsigtig optimisme, efter at regeringer verden over så småt letter coronavirus-nedlukningen.
Volumen er dog stærkt begrænset, da både de japanske og de kinesiske investorer fortsat er fraværende grundet lokale helligdage.
Tirsdag morgen forlænges gevinsterne på Wall Street med nye stigninger i futures, der for S&P 500-indekset, Dow Jones-indekset og Nasdaq-indekset ligger med plusser på 0,7-0,8 pct.
Med Tokyo, Seoul og de kinesiske fastlandsbørser lukket er Hongkongs børs den førende i regionen. Hang Seng-indeks handles med en stigning på 0,5 pct.
Taiwans Taiex-indeks ligger også med en gevinst på 0,5 pct., og Singapores Strait Times-indeks handles 0,8 pct. højere.
I Australien fortsætter investorerne de positive strømninger, idet ASX-indekset kort før lukketid ligger med et plus på 1,3 pct.

