Fortsæt til indhold

Aktier/middag: Pandora og Mærsk til vejrs på regnskabstung dag

Aktier
/ritzau/FINANS

Pandora og Mærsk er blandt dagens højdespringere i et generelt positivt C25-indeks, der stiger 1 pct. til 1214,67. Dermed følger det danske marked de samme takter som i Europa, hvor det toneangivende tyske DAX-indeks stiger 1,8 pct.

Tirsdagen var en præget af flere regnskaber, hvor der blandt andet kom kvartalstal fra Pandora, Vestas, Demant, Jyske Bank og Ambu, hvis regnskab for andet kvartal landede mandag efter markedslukning.

- Det har været en intens regnskabsdag. Oven i det er der positive tendenser fra Europa efter et par sure dage. Der har været en ekstremt volatilitet i de cykliske aktier, og det smitter også af på Mærsk, hvor der ellers ikke er selskabsspecifikt nyt. Der ser vi også i resten af Europa, lyder analysen fra Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank.

Mærsk-aktien stiger 4,15 pct. til 6374,00 kr.

Investorerne tager godt imod Pandoras regnskab for første kvartal, hvor effekten af coronavirusset ikke var helt så slem som frygtet, da resultaterne er bedre end markedets forventninger for både toplinje og drift. Selv om bundlinjen blev sendt i dørken af store negative finansposter, kvitterer investorerne alligevel med en stigning på 6,1 pct. til 240,00 kr.

Det skyldes ifølge Martin Munk, at Pandora kunne fremvise positive takter de første to måneder - inden udbruddet af coronavirus.

- Der var ventet en kraftig nedgang i like-for-like salget, men det var slet ikke så slemt som ventet. Der er en form for lettelse her. På lang sigt kan man måske forvente, at Pandora vil nå tilbage til normalen, og det tager markedet godt imod, siger Martin Munk.

En anden opløftende nyhed fra Pandora-regnskabet var, at smykkeselskabet vurderer at være rustet til det værst mulige scenarie, nemlig at ingen af selskabets lukkede butikker når at åbne i 2020.

Et andet af tirsdagens regnskabsaktuelle selskaber, Vestas, bliver også sendt pænt op i C25 med en stigning på 3 pct. til 594,40 kr.

Det sker på trods af, at selskabet ifølge analytikere kom ud af første kvartal med et skuffende driftsunderskud, EBIT, før særlige poster på 54 mio. kr. mod et estimeret plus på 103 mio. kr.

Vestas har suspenderet sine prognoser til 2020, men skriver i regnskabet, at selskabet alligevel vurderer, at det er muligt at nå de oprindelige forventninger til omsætning og driftsresultat.

- Det var meget blandede signaler. Umiddelbart en pæn skuffelse i forhold til indtjening, men der er håb i meldingen om, at Vestas stadig kan nå deres gamle prognose, lyder det fra Martin Munk.

Høreapparatkoncernen Demant fremlagde tirsdag morgen sin periodemeddelelse, der som vanligt ikke indeholder specifikke tal. I meddelelsen skriver Demants, at selskabets finansielle forventninger til 2020 forbliver suspenderede, men høreapparatmarkedet er ramt af en betydelig, kortsigtet negativ effekt som det hed da forventningerne blev suspenderet.

Coronavirussets indvirkning på kvartalet betyder, at selskabet har tredoblet de tilgængelige kreditfaciliteter siden starten af året.

Demant-aktien stiger 0,4 pct. til 150,90 kr.

I bunden af C25 ligger Ambu, der mandag kom med regnskab for andet kvartal i det skæve regnskabsår 2019/20, efter børsen var lukket. Aktien falder tirsdag 4,9 pct. til 199,90 kr.

Medicokoncernen kunne ellers melde om en markant vækst, men bundlinjen kunne til gengæld ikke følge med som følge af øgede investeringer i USA.

Koncernen fastholder forventningerne til den organiske vækst og venter desuden en EBIT-margin før særlige poster i niveauet 12-14 pct. Forventningerne til EBIT-marginen blev ellers suspenderet i starten af april.

- Det er dagens bundskraber. Isoleret set er kvartalet fornuftigt nok, men den falder måske fordi, de gentager deres guidance. Der har været en tro i markedet på, at de faktisk ville opjustere. De øger salgsstyrken i USA, og det kan man tolke forskelligt. Nogle har tolket det positivt at de øger aktiviteten, mens andre nok havde håbet på en opjustering, lyder vurderingen fra Martin Munk.

Næstlavest i C25 ligger dagens sidste regnskabsaktuelle C25-virksomhed, Jyske Bank, med et fald på 1,8 pct. i 169,35 kr.

Underskuddet før skat på blev 996 mio. kr. Ifølge estimater indsamlet af banken selv var skønnet et underskud på 578 mio. kr.

En af de primære faktorer bag tilbagegangen er primært massive nedskrivninger, der endte på 1003 mio. kr.

For 2020 venter Jyske Bank et resultat efter skat på 0,0-1,5 mia. kr. Det er dog behæftet med stor usikkerhed, skriver banken.

Transportkoncernen DSV Panalpina er blevet løftet til "overvægt" fra "neutral" af den amerikanske storbank JPMorgan. Transportaktien stiger 2 pct. i 674,80 kr.

SAS har fået en kreditfacilitet på 3,3 mia. svenske kr. Kreditten er godkendt af EU og har en løbetid på tre år. Den er garanteret for 90 pct.'s vedkommende af den svenske og danske stat, mens forhandlinger med den norske stat fortsætter.

SAS startede dagen oven på den nyhed med en stor stigning på 7,1 pct. til 6,45 kr., men har siden stabiliseret sig til en mindre stigning på 1,6 pct. til 6,12 kr.