Onsdagens aktier: Demant hev GN med op efter regnskab på grøn dag
Servicegiganten ISS og Novo Nordisk fik en bedre start på året end ventet, og Demant, der kom med tal for første kvartal tirsdag, trak GN med op. Samlet steg C25-indekset med 0,6 pct. til 1222,9 onsdag.
Blandt sidepapirerne var der fremgang til især ALK efter regnskabet for første kvartal.
- Det danske marked er præget af defensive aktier, der i dag har klaret det rigtigt godt. Og det er derfor, det danske marked outperformer de europæiske i dag, siger Christian Thatje, der er senioraktiehandler i Sydbank.
Servicekoncernen ISS nåede i første kvartal en omsætning, der lå højere end ventet af analytikerne, fremgik det af selskabets handelsopdatering for perioden, der blev offentliggjort onsdag morgen.
Toplinjen for de fortsættende aktiviteter steg til 19.131 mio. kr., hvor estimater indsamlet af ISS lød på 18.172 mio. kr. i kvartalet. Den organiske vækst endte i kvartalet på 4,1 pct., hvor analytikerne havde ventet minus 0,6 pct. mod 6,1 pct. sidste år.
- ISS kom med en bedre end frygtet regnskab. Den organiske vækst overraskede, og kreditfaciliteterne er steget. Og så har aktien været meget volatil gennem lang tid, siger Christian Thatje.
ISS-aktien steg onsdag med 6,3 pct. til 101,95 kr. men er i år faldet med 36,2 pct.
NOVOS FREMGANG DREVET AF HAMSTRING
Novo Nordisks regnskab fra morgenstunden for første kvartal viste en massiv salgsvækst, der slog igennem hele vejen ned gennem resultatopgørelsen. I faste valutakurser voksede toplinjen med 14 pct., men halvdelen af den vækst skyldes direkte lageropbygning grundet udbruddet af coronavirus, oplyser Novo i regnskabet.
Samlet steg Novos omsætning til 33,9 mia. kr. mod ventet 31,7 mia. kr. blandt analytikerne, og driftsoverskuddet før renter og skat (EBIT) steg til 16,3 mia. kr. mod et ventet løft til 14,6 mia. kr.
Den store medvind i første kvartal kan dog blive til modvind i andet kvartal.
- Novo havde en bedre indtjening end ventet, og det er lageropbygning i forbindelse med corona, der løfter. Aktien har desuden kørt godt i ugerne op til regnskabet, og det er derfor, den ikke går så meget frem i dag, siger Sydbanks senioraktiehandler.
For hele 2020 fastholder Novo Nordisk sine forventninger i både faste valutakurser og danske kroner.
Novo Nordisk-aktien steg med 0,6 pct. til 432,70 kr.
DEMANT HEV GN MED OP
Tirsdag var også en stor regnskabsdag fra C25-selskaber såsom Pandora, Ambu, Vestas, Demant og Jyske Bank, og en række af selskaberne fik efterfølgende fået nye anbefalinger og kursmål af analytikerne.
Pandora var tirsdag den store stjerne på tirsdagens børshimmel, hvor aktien blev sendt op med 8,3 pct. Onsdag var lidt af begejstringen aftaget, og aktien steg beherskede 0,9 pct. til 247,20kr.
I kølvandet af regnskabet løftede blandt andet Goldman Sachs sit kursmål af aktien til 210 kr. fra 200 kr., og Danske Bank hævede anbefalingen til "køb" mod tidligere "hold", mens kursmålet blev sat til 300 kr. fra 240 kr.
Demant-aktien var tirsdag næstbedst kørende i C25-regi, hvor høreapparatproducenten blev sendt op med 5,5 pct., og retningen fortsatte onsdag med et plus på kursen på 7,5 pct. til 170,45 kr. - den mest stigende aktie i C25 onsdag. Demant hev GN med op, der steg med 6,3 pct. til 333,30 kr.
Ambu-aktien faldt tirsdag med 6,7 pct., men klarede sig mere nådigt gennem onsdag, hvor aktien steg med XX pct. til XX kr. Svenske SEB hævede kursmålet for aktien til 190 kr. fra tidligere 175 kr., mens amerikanske JPMorgan skar sin anbefaling til "neutral" fra "overvægt" og kursmålet en anelse til 212 kr. fra 219 kr.
COLOPLAST FALDT
Medicoselskabet Coloplast fik et bedre andet kvartal af det forskudte regnskabsår 2019/20 målt på omsætning og driftsindtjening, end analytikerne havde regnet med. Selskabet omsatte for 4823 mio. kr. i kvartalet, hvor analytikere havde ventet et salg på 4687 mio. kr. Salget voksede dermed fra 4401 mio. kr. i samme periode året forinden.
I lokal valuta svarer det til en vækst på 9 pct. Analytikerne havde ifølge Coloplasts indsamlede estimater ventet en organisk vækst på 5,9 pct., mens væksten på organisk basis i samme kvartal af 2018/19 lød på 8 pct.
- Coloplast har nærmest ligget all-time high under coronakrisen. Overordnet set var regnskabet bedre end ventet, men der er en del, der vælger at tage profit hjem i dag, vurderer Christian Thatje.
Coloplast faldt med 2 pct. til 1045 kr.
ALK BRAGEDE FREM EFTER REGNSKAB
ALK-Abelló kom ud af første kvartal med resultater, der oversteg analytikernes forventninger til indtjeningen. Salget var derimod mere på linje med analytikernes forventninger.
ALK-Abelló-aktien steg med 13,1 pct. til 1843 kr.
Netcompany klarede sig dårligere end ventet i første kvartal 2020, hvor selskabet realiserede en rapporteret omsætning på 695,6 mio. kr. Til sammenligning ventede analytikerne en omsætning på 713,2 mio. kr.
Netcompany-aktien steg 4,1 pct. til 358 kr.
Bavarian Nordic-aktien fik lagt 2,5 pct. på kursen til 166,40 kr., efter at biotekselskabet onsdag indgik en eksklusiv, foreløbig licensaftale med Adaptvac, vedrørende Adaptvacs capsid virus like particle (VLP) - baserede SARS-CoV-2 subunit vaccine.
