Fortsæt til indhold

Aktier/middag: DSV Panalpina til tops i grønt marked efter helligdag

Aktier
/ritzau/FINANS

Der hersker mandag en positiv stemning på det danske aktiemarked, hvor DSV Panalpina stryger til tops i middagshandlen.

C25-indekset stiger 1,2 pct. til 1254,34, til trods for at stemningen på tværs af de europæiske aktiemarkeder op ad formiddagen er blevet småsur.

Det kan dog hænge sammen med, at det danske marked har lidt til gode, efter at det fredag holdt helligdagslukket på grund af store bededag, vurderer Martin Munk, senioraktierådgiver hos Jyske Bank.

- Nogle markeder havde åbent og viste gode takter, så vi har lidt til gode og kommer lidt stærkere rundt end udlandet.

- Der er ikke så meget nyt - der er stadig rigtig svage tal om makroøkonomien, men der er stadig en tro på, at vi kommer tilbage til mere normale forhold, så der er en positiv undertone, vurderer han.

Øverst i C25-indekset ligger mandag DSV Panapina-aktien med en stigning på 3 pct. til 713,40 kr.

Der er mandag ikke meget nyt ude om selskabet, udover at Jefferies har løftet kursmålet for aktien til 800 kr. fra 750 kr. og fastholdt anbefalingen ”køb”.

Med i toppen er også A.P. Møller-Mærsk, hvor B-aktien stiger 2,8 pct. til 6520 kr., til trods for at DNB sent torsdag sænkede kursmålet for aktien til 7100 kr. fra 8500 kr. Anbefalingen er fortsat ”hold”.

- Mærsk er så småt i fokus frem mod regnskabet. Det kan være lidt justeringer op til det, vurderer Martin Munk. Mærsk kommer onsdag med tal for årets første kvartal.

I bunden af det danske eliteindeks ligger ISS-aktien mandag med et fald på 2,2 pct. til 99,16 kr., oven på at Exane Paribas har sænket kursmålet for aktien til 75 kr. fra 80 kr. og gentaget ”underperform”.

UBS har sænket anbefaling af Novo Nordisk-aktien, der alligevel stiger 0,6 pct. til 434,45 kr. Anbefalingen er nu ”neutral”, mens den før var ”køb”. Finanshuset har fortsat et langsigtet kursmål for aktien på 425 kr.

Flere finanshuse har også været ude med analyser af Rockwool, der mandag stiger 1,7 pct. til 1454 kr. frem mod selskabets regnskab onsdag.

Handelsbanken har sænket kursmålet for aktien til 1700 kr. fra 1850 kr., mens Jyske Bank har sænket målet til 1700 kr. fra 1950 kr. Begge banker har dog fortsat anbefalingen ”køb”.

Vestas har mandag fået nyt fra konkurrenten Nordex, der for årets første kvartal kunne fremvise en pæn stigning i nye ordrer. På børsen i København stiger aktien i Vestas 1,8 pct. til 604,40 kr.

Den tyske vindmølleproducent har mandag bekræftet de foreløbige tal, der blev præsenteret i sidste uge, ligesom forventningerne til 2020 fortsat er suspenderede på grund af den dårlige sigtbarhed.

Coloplast-aktien handles mandag uden retten til et udbytte på 5 kr. Aktien falder 0,1 pct. - svarende til 1,50 kr. - til 1050,50 kr.

Blandt sidepapirerne på den danske fondsbørs er der mandag fokus på Sparekassen Sjælland-Fyn, der har præsenteret regnskab for årets første kvartal, hvor bundlinjen faldt med tæt på 40 pct. til 44 mio. kr.

Sparekassen fastholder dog forventningerne til 2020 om et resultat før skat på 170-210 mio. kr. Aktien handles mandag uændret i 77,60 kr.

SAS-aktien stiger i middagshandlen 1,2 pct. til 6,18 kr., til trods for at flyselskabet fredag kom med trafiktal for april, der viste en tilbagegang i passagerantallet på 95,7 pct. fra samme måned året før.

Derudover har flere finanshuse også kigget mindre selskaber igennem - herunder G4S, hvor Jefferies har mere end halveret kursmålet til 115 pence, mens anbefalingen fortsat er ”køb”. Aktien falder mandag 3,1 pct. til 8,05 kr.

Drilling, der torsdag nedjusterede forventningerne, er blevet igennem af DNB, der har sænket kursmålet til 200 kr. fra 250 kr. Anbefalingen af aktien, der mandag falder 1,3 pct. til 148,90 kr., er fortsat ”køb”.

DNB har samtidig løftet kursmålet for Norden med 20 pct. til 98 kr. og fastholdt anbefalingen ”hold”. Norden-aktien stiger 2,8 pct. til 91,10 kr.

Aktien i DFDS stiger mandag 1,4 pct. til 168,10 kr., til trods for at Carnegie har sænket anbefaling af aktien til ”hold” fra ”køb”.

Også Danske Bank er ude med analysenyt, hvor kursmålene for NNIT løftes med 10 kr. til 120 kr., mens det for aktien i Nilfisk sænkes til 80 kr. fra 85 kr.

Anbefalingen af NNIT-aktien, der stiger 1,6 pct. til 113,40 kr., er fortsat ”hold”, mens anbefalingen er ”sælg” af Nilfisk, som mandag falder 0,6 pct. til 90,40 kr.

Artiklens emner
C25-indekset