Aktier i Asien: Nye virusinfektioner får nervøsiteten til at spire igen
De asiatiske aktier vender den tunge ende nedad tirsdag, hvor voksende investorer-bekymringer om anden bølge af coronavirus-infektioner har overtaget stemningen, efter at den kinesiske by Wuhan, hvor pandemien oprindeligt opstod, har meldt om de første nye tilfælde, efter byens nedlukning blev ophævet.
- De foruroligende nyheder følger efter nye udbrud i Sydkorea og i Rusland. Genåbningen af den globale økonomi vil sandsynligvis følge samme form som Kina.
- Selv om virksomhederne er genstartet, forbliver de kinesiske husholdninger forsigtige. Restauranter er åbne, men bordene er tomme. Bilsalget stiger, men er langt under det normale. USA og Europa vil helt sikkert afspejle samme skeptiske holdning, siger cheføkonom Bob Baur fra Principal Global Investors i en kommentar til Reuters.
MCSI's bredeste indeks over Asien-Stillehavet uden for Japan dykker 1,0 pct.
På Tokyo-børsen viger det toneangivende Nikkei 225-indeks 0,1 pct., mens det bredere Topix-indeks falder 0,2 pct.
De kinesiske aktiemarkeder på fastlandet ligger tæt på nulpunktet. Tidligere tirsdag viste data for såvel forbruger- som producentpriser en skuffende udvikling i april.
Shanghai Composite dykker 0,6 pct., mens CSI 300 ligger med et minus på 0,5 pct.
Hongkongs Hang Seng-indeks falder samtidig 1,8 pct.
På de øvrige fjernøstlige børser dykker Taiwans Taiex-indeks og Kospi-indekset i Seoul med henholdsvis 1,3 pct. og 0,7 pct., Singapores Strait Times-indeks falder 1,7 pct., og Australiens ASX-indeks lukker med et minus i samme størrelsesorden.
De store amerikanske aktieindeksfutures ligger samtidig med fald på 0,3-0,7 pct.
