Aktier/åbning: Stærke Lundbeck holder hånden under C25
Medicinalselskabet Lundbeck er et klart positivt indslag i et ellers mere dystert dansk aktiemarked tirsdag morgen.
Lundbeck overraskede nemlig klart positivt med sine resultater for første kvartal tidligt tirsdag, og det bliver taget positivt op i den tidlige handel.
Generelt er humøret ellers til den mere negative side. Ganske vist steg de amerikanske aktier efter dansk lukketid mandag, men tirsdag er futures i bakgear, og i den asiatiske aktiehandel er det også den røde farve, der dominerer - primært grundet frygt for en anden bølge af coronavirus.
Herhjemme er C25-indekset startet 0,2 pct. højere i 1259,41, men det skyldes primært Lundbecks fremgang på 3,5 pct. til 255,70 kr.
Medicinalselskabet overraskede i første kvartal positivt på stort set alle parametre, viser tirsdagens regnskab for perioden.
Selskabet omsatte for 4564 mio. kr. mod ventet 4356 mio. kr. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af selskabet selv.
Det var særligt de fire strategiske nøglemidler, der trak salget, og tre ud af fire overraskede positivt.
Brintellix solgte for 817 mio. kr., Abilify Maintenas salg var 612 mio. kr., Rexulti solgte for 713 mio. kr., og Northeras omsætning var 538 mio. kr.
Blandt analytikerne var forventningerne et salg på henholdsvis 730 mio kr., 541 mio. kr., 642 mio. kr. og 550 mio. kr.
Det stærke salg var også med til at sikre en positiv overraskelse på driften, hvor Lundbeck tjente 338 mio. kr. før renter og skat (EBIT). Her var konsensus blandt analytikerne 237 mio. kr.
En del af forklaringen på det stærke første kvartal kan dog være stor lageropbygning som følge af udbruddet af coronavirus, lyder vurderingen fra Michael Friis Jørgensen, der er aktieanalytiker hos Alm. Brand Markets, over for Ritzau Finans.
Det så man også hos Novo Nordisk, hvor halvdelen af væksten i første kvartal stammede fra lageropbygning.
For hele året fastholder Lundbeck prognosen om en omsætning på 17,4-18,0 mia. kr. og et driftsresultat (EBIT) på 1,4-1,9 mia. kr.
Knap så lyst ser det ud for Novozymes, der falder med 2,5 pct. til 342,40 kr. fra start og dermed er nederst i C25-regi.
Her har schweiziske Credit Suisse nemlig sænket sin anbefaling til ”underperform” fra det positive niveau ”outperform”.
Samtidig er kursmålet skåret til 302 kr. fra 340 kr., skriver nyhedsbureauet Reuters.
For boerrigselskabet Maersk Drilling er der også analysenyt fremme tirsdag, hvor finanshuset Evercore har sænket sit kursmål for aktien til 213,89 kr. fra 288,19 kr.
Her er anbefalingen i neutral terræn - ”in line” - fremgår det af data fra Bloomberg News.
Drilling-aktien falder med 1,4 pct. til 147,70 kr. tirsdag morgen.
Maersk Drilling er også faldet tungt siden årsskiftet, hvor selskabet også undervejs har nedjusteret to gange.
Ved indgangen til 2020 kostede aktien 440,60 kr.
Blandt sidepapirerne er der også kursklø til Bang & Olufsen, som varsler et stort aktiesalg som modsvar på den økonomiske modvind, udbruddet af coronavirus og de efterfølgende nedlukningstiltag medfører.
Selskabet fra Struer vil gå efter at hente 400 mio. kr. som polstring gennem en fuldt garanteret fortegningsemission, oplyser selskabet tirsdag morgen.
- Bang & Olufsen er i en alvorlig situation, hvor vi er nødt til at skaffe nye kapital for at komme igennem den globale Covid-19-krise, siger Ole Andersen, der er bestyrelsesformand hos Bang & Olufsen, i en meddelelse.
B&O-aktien falder med 6,5 pct. til 18,86 kr. i den tidlige handel.

