Europa/middag: Vodafone brager op mens Thyssenkrupp er under pres
Der er tirsdag tidligt på eftermiddagen behersket fremgang at spore på hovedparten af de europæiske aktiebørser, hvor særligt telekommunikation og health care trækker op.
Det brede Stoxx 600-indeks ligger ved 13-tiden 0,4 pct. højere efter fremgang i 15 af 19 sektorer, herunder med et solidt plus til telekommunikation på 2,2 pct.
Stigningen til telekommunikation skyldes i høj grad britiske Vodafone, som brager i vejret i London med en stigning på 9 pct., efter et årsregnskab som til fulde levede op til markedet forventninger.
Vodafone øgede i regnskabsåret kerneindtjeningen med 2,6 pct. til 14,9 mia. euro, men afholder sig på grund af usikkerhed relateret til coronavirus fra at komme med en prognose for indeværende års resultat.
Helt til tops i Stoxx 600 ligger imidlertid den tyske medievirksomhed Prosiebensat. 1 Media med et plus på 14,1 pct., efter at den amerikanske kapitalfond KKR har afsløret, at den har købt sig til en ejerandel på 5,2 pct. i selskabet.
I Tyskland er der derimod pres på stålvirksomheden Thyssenkrupp, efter at selskabet har løftet sløret for massive tab i andet kvartal 2019/20, som ifølge ledelsen kun ser ud til at blive større i det igangværende tredje kvartal, hvor coronakrisen har haft et hårdt tag i selskabet.
Samtidig vokser gælden eksplosivt, og det giver ekstra pres for at få afsluttet salget af elevatorforretningen, der har været i gang længe. Aktien falder 11,3 pct. til 4,30 euro. Ved indgangen til 2020 kostede aktien 12,15 euro.
Deutsche Post er også i fokus efter selskabets regnskab for første kvartal og melding om, at det nu ser tegn på stabilisering i Europa oven på fald i fragtmængderne efter udbruddet af coronavirus.
Aktien stiger 4,7 pct. i Frankfurt.
I Paris falder biotekselskabet Genfit derimod 63,8 pct., efter at et forsøg i behandling af fedtlever er slået fejl.
Derudover er der nyt fra lavprisluftfartsselskabet Ryanair, som tirsdag bekræftede, at det vil returnere til 40 pct. af sine planlagte flyvninger fra 1. juli og vil kræve, at passagerer anvender ansigtsmasker.
Selskabet vil have 1000 flyvninger per dag fra 1. juli mod aktuelt blot 30 flyvninger dagligt, og dermed vil selskabet dække 90 pct. af sine destinationer før krisen - dog med færre afgange.
Ryanair-aktien ligger 2,7 pct. højere i 9,10 euro på børsen i London, hvor den i år dog er faldet 38 pct.

