Europa/middag: Tvivl om tempoet i coronagenrejsning udløser kursfald
For tredje dag ud af fire mulige i denne uge er de europæiske aktier torsdag i bakgear, efter at sidste uges overvejende optimisme omkring genåbninger efter udbruddet af coronavirus igen er gået lidt i sig selv.
I USA advares der fortsat mod en for hurtig genåbning, selv om præsident Donald Trumps regering gerne vil have hurtigt gang i økonomien igen, og i Asien er der igen nye tilfælde af coronavirusset i lande, hvor udbruddet ellers var gået mere eller mindre i sig selv.
Samtidig er der i Europa fortsat tvivl om, hvordan man rent politisk skal gribe åbningerne af grænserne mellem landende an igen, så der atter kan komme mere gang i samhandlen og turismen landene imellem.
- Der var for meget optimisme omkring, hvor hurtigt vi kommer ud af nedlukningerne. Men nu er virkeligheden om, at det bliver en ret gradvis genrejsning, landet, og alle de stimuli, der er blevet givet, er der kun for at sikre, at den økonomiske situation ikke kollapser, siger Roger Jones, der er chef for aktiehandel hos London & Capital, til nyhedsbureauet Reuters.
FTSE 100-indekset i London falder med 2,3 pct., CAC 40 i Paris bakker 2,0 pct., og det tyske DAX-indeks sætter sig 1,8 pct.
Samtidig falder det brede paneuropæiske Stoxx 600-indeks med 1,8 pct.
Samtlige sektorer under indekset er i øvrigt i tilbagegang, men hårdest ramt er de mere cykliske grupper som bilsektoren, finansaktier, olieaktier og rejseaktier.
Der er dog også positive indslag at finde. Eksempelvis stiger det franske energiselskab EDF med 4,2 pct. til 7,39 euro, efter at selskabets regnskab for første kvartal afslørede en kun meget begrænset tilbagegang i årets første tre måneder.
Den belgiske bank KBC er omvendt i kraftig modvind, efter at regnskabet for første kvartal her afslørede et tab på 5 mio. euro i første kvartal efter en stigning på over 80 pct. i nedskrivningerne på udlån.
Samtidig blev forventningerne til hele regnskabsårets renteindtægter også sænket, og det bryder investorerne sig ikke om.
Aktien falder med 9,3 pct. til 40,20 euro.

