Aktier/middag: Maersk Drilling og Matas lyser op i blandet marked
Maersk Drilling og Matas bliver mødt med klapsalver efter deres respektive regnskaber i onsdagens danske handel med aktier, hvor C25-indekset ellers falder let tilbage efter seks handelsdage på stribe med fremgang.
Eliteindekset falder med 0,5 pct. til 1320,02 ud på formiddagen, hvor Maersk Drilling og Matas samtidig løftes med henholdsvis 5,0 pct. til 160,90 kr. og 5,8 pct. til 52,60 kr. efter regnskabsopdateringer for henholdsvis første kvartal og fjerde kvartal 2019/20.
I toppen af C25 trækker særligt bankaktierne op med stigninger på henholdsvis 5,6 pct. til 85,62 kr. og 3 pct. til 191,20 kr. til Danske Bank og Jyske Bank.
Omvendt falder flere af de traditionelt mere defensive papirer, der også vejer godt i indekset - som Novo Nordisk, Genmab, Coloplast, Novozymes og Chr. Hansen - og er med til at holde indekset nede samlet set.
- Der er fokus på finans i dag, ligesom der også var tirsdag. De udenlandske banker kører også fint, og det kan dreje sig om både lys for enden af tunnelen i coronakrisen og om lempelser i MIFID II-reglerne, siger Daniel Fabricius, der er børsmægler hos ABG Sundal Collier, til Ritzau Finans.
- Men det er jo så bankerne og noget af det lidt mere cykliske, der ligger i toppen. Og C25 er lidt mere tungt i de defensive aktier, som ligger lidt dårligere til i dag, fortsætter han.
Fremgangen til borerigselskabet Maersk Drilling blandt sidepapirerne kommer som følge af selskabets opdatering for første kvartal, som kun indeholder omsætningstal og enkelte nøgletal for præstationerne i kvartalet.
Og de viste tilbagegang i forhold til første kvartal sidste år, idet coronakrisen også periodevist har gjort ondt på oliepriserne og dæmpet aktiviteten i et i forvejen afdæmpet marked yderligere.
Maersk Drilling omsatte i første kvartal for 279 mio. dollar mod 308 mio. dollar i første kvartal sidste år.
Til gengæld steg udnyttelsesgraden af flåden til 78 pct. fra 73 pct. et år tidligere, idet der var flere kontraktdage for selskabets rigge.
Omsætningen var derfor i stedet trukket ned af, at de gennemsnitlige dagsrater også faldt til 179.000 dollar fra 208.000 dollar i første kvartal sidste år - et udtryk for coronakrisen og de faldende oliepriser.
Men underliggende er der bedring at spore, og samtidig står Maersk Drilling godt i forhold til flere rivaler på grund af en stor likviditetsmæssig styrke i sammenligning med andre selskaber i sektoren.
- I kvartalet havde vi for første gang siden 2015 alle vores flydere ude at arbejde på samme tid, og på den måde ser vi en opadgående trend, siger Jørn Madsen, der er administrerende direktør hos Maersk Drilling, til Ritzau Finans.
Han peger samtidig på, at de nuværende forventninger til hele 2020, som blev nedjusteret i starten af maj, afspejler, at Maersk Drilling ikke vil få flere nye kontrakter i år.
Forventningerne er fastholdt i onsdagens opdatering og lyder på et driftsresultat før af- og nedskrivninger (EBITDA) på 250-300 mio. dollar, når særlige poster fraregnes.
Materialistkæden Matas' fremgang onsdag kommer, efter at selskabet har sat punktum for regnskabsåret 2019/20 med sit regnskab for fjerde kvartal og dermed hele året.
Det viste sig noget bedre end ventet på de fleste hovedposter efter en meget stærk udvikling i særligt onlinehandlen i den seneste periode.
Eksempelvis omsatte Matas for 817 mio. kr. i fjerde kvartal mod ventet 787 mio. kr. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af selskabet selv.
Det sammenlignelige salg faldt samtidig med 2,2 pct., men det var en noget mindre tilbagegang end de 5,3 pct., der var ventet blandt analytikerne.
Dermed kunne Matas også overraske positivt på driftsresultatet (EBITDA) før særlige poster, der endte på 119,1 mio. kr. mod ventet 102 mio. kr.
Grundet coronakrisen har Matas endnu ikke sat forventninger op til indeværende regnskabsår - 2020/21.
- Det er et positivt regnskab fra Matas, der giver noget medvind. Selskabet kom ganske fint ud, og især onlineforretningen vokser meget flot, kommenterer Daniel Fabricius fra ABG Sundal Collier.
Blandt de helt små aktier er der også store afstikkere i hver sin retning onsdag, hvor Onxeo stiger kraftigt, mens Cbrain sendes til bunds.
Det sker efter analyseopdateringer fra et par større finanshuse.
For Onxeo er det udslagsgivende, at Bryan Garnier har indledt analysedækning med den positive anbefaling "køb" og et kursmål på 9,10 kr. - mere end dobbelt så højt som den aktuelle kurs.
Aktien stiger med 15,5 pct. til 4,20 kr. ud på formiddagen.
Softwareselskabet Cbrain bakker omvendt med 13,7 pct. til 89,10 kr., efter at investeringsbanken Carnegie har indledt dækning af den aktie med den negative anbefaling "sælg".
Kursmålet er her fastsat til 55 kr.

