Fortsæt til indhold

Europa/aktier: Gevinsthjemtagning sender markedet i rødt

Aktier
/ritzau/FINANS

De europæiske aktiemarkeder begyndte onsdagen i positivt terræn, men omkring middagstid ligger alle de større aktiemarkeder i rødt. Der er dermed udsigt til tredje dag med fald, idet investorerne tager gevinster hjem efter den seneste tids stigninger.

Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks ligger onsdag middag med et minus på 0,3 pct. Det tyske DAX-indeks falder med 0,5 pct., og det britiske FTSE-indeks taber 0,4 pct.

- Jeg vurderer, at det bare er profithjemtagning og genvurdering. Der er fortsat potentiale opad, idet flere og flere økonomier genåbner, siger Manish Singh, der er investeringschef hos Crossbridge Capital, til Bloomberg News.

- Husk på, at finans- og pengepolitisk stimulus vil forblive længe, efter at tingene har åbnet op. Vi vil måske se en pause henover sommermånederne, men tredje og fjerde kvartal ser lyse ud, siger Manish Singh.

Det går onsdag især hårdt ud over de sektorer, der er steget voldsomt siden midten af marts og indtil sidste uge. Det gælder blandt andet for turismesektoren, hvor den tysk-britiske rejsekoncern TUI taber 7,6 pct. på børsen i Frankfurt.

Motorproducenten Rolls-Royce har også været flyvende, efter at flere og flere økonomier er genåbnet og flere fly er kommet på vingerne.

Onsdag falder Roll-Royce-aktien dog med 7,5 pct., efter at aktien er fjerne fra Goldman Sachs’ conviction-liste.

Energisektoren hænger onsdag i bremsen med et sektorfald i Stoxx 600-indekset på 1,2 pct., hvilket er det største blandt de 11 primære sektorer. Sektoren har været inde i en god periode med store stigninger som følge af fremgang til olieprisen.

Oliepriserne har de seneste uger været understøttet af produktionsnedskæringer fra Organisationen af Olieeksporterende Lande, Opec, og andre olieproducerende lande som Rusland, der ved et møde lørdag aftalte at forlænge nedskæringsperioden.

Onsdag falder britiske BP med 1,6 pct., og hollandsk-britiske Shell falder med 1,6 pct.

Spanske Inditex, der blandt andet ejer Zara-kæden, var hårdt ramt af udbruddet af coronavirus og de deraf følgende nedlukninger af butikker i sit første kvartal 2020/21.

Det medførte det første underskud hidtil for Inditex i selskabets tid som børsnoteret selskab.

Tabet blev på 409 mio. euro i kvartalet, der omfatter februar, marts og april. Resultatet var - ud over coronakrisen - også presset af en nedskrivning relateret til pladsoptimering i butikkerne, skriver Bloomberg News.

Finanshuset Jefferies pointerer, at resultaterne skuffer i forhold til estimaterne, men selskabets meldinger om udbyttet, en meget kontrolleret lagerstørrelse samt en stærk kontantposition maler alle en meget lys fremtid, fremhæver finanshuset.

Inditex-aktien stiger med 1,7 pct.