Fortsæt til indhold

Aktier i Asien: Kursfald reduceres af stigninger i amerikanske futures

Aktier
/ritzau/FINANS

De asiatiske aktiemarkeder dykker fredag, og følger dermed op på gårsdagens kraftige kursfald på Wall Street, hvor stigende bekymring for, at en genopblussen af coronavirusinfektioner vil dæmpe tempoet i opsvinget i økonomien, pressede kurserne ned.

Kursfaldene kommer efter uger med konstante stigninger, der til sidst udslettede corona-effekten på aktiemarkedet.

- Den igangværende stejle korrektion viser, hvilken type investorer og penge der er på spil på markederne, og hvor skrøbelige stigningerne var, siger handelschef Takeo Kamai fra CLSA i Tokyo ifølge Reuters.

Store sving i de amerikansk indeksfutures har præget fredag morgen, men ved sekstiden er der tale om plusser på 1,1-1,3 pct., hvilket begrænser de asiatiske kursfald.

MSCI's bredeste indeks over Asien-Stillehavet uden for Japan dykker 1,3 pct.

Udviklingen på børsen i Tokyo er markant forbedret efter middagspausen. De indledende tab på næste 3 pct. er reduceret til et minus i det toneangivende Nikkei 225-indeks på 0,8 pct., og i det bredere Topix-indeks på 1,2 pct.

De kinesiske aktiemarkeder på fastlandet er mere stabile. Shanghai Composite viger 0,4 pct., og CSI 300 falder 0,5 pct. Hongkongs aktiemarked dykker samtidig 1,3 pct. målt på Hang Seng-indekset.

På de andre asiatiske børser skrider kurserne også i eftermiddagens handel.

Kospi-indekset i Seoul ligger med et minus på 2,3 pct., Taiwans Taiex-indeks falder 1,1 pct., og Singapores Strait Times-indeks dropper 1,5 pct.

Sydneys ASX-indeks lukker med et tab på 1,9 pct.