Aktier/åbning: Mærsk og Genmab lyspunkter i rødt C25
Det danske eliteindeks, C25, fortsætter fra åbningen fredag faldene fra torsdag, hvor en større nedtur ramte de internationale aktiemarkeder og i USA gav fald på omkring 6 pct.
Herhjemme ligger Mærsk og Genmab blandt få aktier i C25 i plus, mens Chr. Hansen, Coloplast og FLSmidth ligger i bunden.
Genmab nyder godt af en positiv analyse fra finanshuset Jefferies, som efter biotekselskabets nye store partneraftale med Abbvie har løftet kursmålet for aktien til 2400 kr. fra 1950 kr.
Anbefalingen er endvidere uændret "køb". Aftalen indikerer et stort potentiale for flagskibet, Epcoritamab, vurderer Jefferies.
- Vores estimater og værdiansættelse er opdateret, så de indeholder forudbetalingen på 750 mio. dollar, hvilket har en værdi af 75 kr. per aktie. Vi hæver også estimatet for Epcoritamabs topsalg til 2,6 mia. dollar fra 1,5 mia. dollar givet Abbvies kommercielle meritter også i overfyldte markeder, skriver Jefferies blandt andet i et notat.
Genmab ligger efter 15 minutters handel fredag 0,1 pct. højere i 1951 kr., mens Mærsk B topper i C25 med et plus på 1,5 pct. til 7418 kr. efter torsdagens store fald i aktien på 6,3 pct.
Der er dog fald i 20 af de 25 aktier i C25, som ved 9.15-tiden ligger 1,2 pct. lavere i 1303,34 efter torsdagens nedtur på 1,8 pct. Coloplast ligger i bunden med et fald på 2,7 pct. til 1035 kr. efterfulgt af konjunkturfølsomme FLS med et fald på 2,3 pct. til 181,65 kr.
Chr. Hansen ligger ligeledes i den tunge ende med et fald på 2,3 pct. til 645,20 kr. Tyske Berenberg har ellers løftet kursmålet for aktien til 645 kr. fra 550 kr. og gentaget anbefalingen "hold", fremgår det af Bloomberg News.
Der er også analysenyt om DSV Panalpina, som har fået hævet anbefalingen hos amerikanske Goldman Sachs til "køb" fra "neutral". Samtidig er kursmålet skruet op til 869 kr. fra 763 kr., fremgår det af data fra Bloomberg News.
DSV-aktien ligger 0,5 pct. højere i 744 kr.
SAS har startet dagen med et fald på 2,6 pct. til 6,21 kr. Det er fredag fremme, at SAS og rivalen Norwegian skylder deres kunder over hele verden op mod 7 mia. kr. for rejser, der ikke kan gennemføres grundet coronaviruspandemien.
SAS har solgt rejser for omkring 4,6 mia. kr., der ikke bliver til noget, mens tallet for Norwegian vurderes at være mellem 1,5 og 2,5 mia. kr., skriver NTB.

