USA/åbning: Stærkt comeback anført af flyaktier
De amerikanske aktiemarkeder lægger alle pænt fra land fredag og vinder foreløbigt lidt af det tabte tilbage efter torsdagens drøje hug på børserne, hvor aktierne oplevede det største fald siden marts.
Det er særligt rejse- og fritidsaktier, der stiger fra start, efter den amerikanske finansminister, Steven Mnuchin, torsdag aften udelukkede, at USA bliver lukket ned igen - selv hvis der kommer en anden bølge af coronavirus. Det var netop den frygt, der prægede markedet torsdag.
De tre ledende amerikanske aktieindeks ligger fredag med stigninger på 2,4 pct. for det teknologitunge Nasdaq-indeks, 2,5 pct. for det brede S&P 500-indeks og 2,7 pct. for Dow Jones.
Torsdagens kursfald kan have givet investorerne mod på opkøb, lød det i en analyse før markedet åbnede.
- Toneangivende indeks som DAX og S&P 500 har allerede ramt det ventede niveau for hele året. I anden halvdel af året bør investorer forvente mere volatilitet og midlertidig nedgang. Disse dyk bør dog anses som opkøbsmuligheder, lyder det fra Stefan Kreuzkamp, investeringschef hos tyske DWS, til Bloomberg News.
REJSEAKTIER GÅR I LUFTEN
Efter meldingen om at USA ikke har udsigt til at blive lukket ned igen, er der luft under vingerne til en bred vifte rejse- og fritidsaktier.
Carnival Corporation, der er verdens største operatør af krydstogtskibe, stiger 11 pct., mens også flyselskaber som American Airlines Group ligger oppe med 13,6 pct., og Southwest Airlines stiger 9 pct. fra start.
Det sker, til trods for at American Airlines fredag har meddelt, at selskabet ser en nedgang i omsætningen på op mod 90 pct. i andet kvartal i forhold til samme periode sidste år, og at kapaciteten er reduceret med 75 pct.
Biludlejningsfirmaet Hertz er den foreløbigt absolutte højdespringer og ligger med en stigning på over 50 pct. Det sker, efter at selskabet, der er i overhængende fare for at blive erklæret konkurs, har bedt en konkursdommer om at lade selskabet drage fordel af den markante stigning i aktiekursen ved at sælge aktier for op til 1 mia. dollar.
Hertz-aktien blev næsten tidoblet fra 56 cent den 26. maj til 5,53 dollar i mandags. Spekulanter har købt aktien op på baggrund af optimisme over, at økonomien - og især flyrejser - vil få et solidt opsving.
Siden er aktien dog faldet igen i løbet af de seneste tre handelsdage til 2,06 dollar torsdag ved børslukketid.
NYT KURSMÅL TIL TESLA
Tesla-aktien har været flyvende på det seneste med den første lukning over 1000 dollar i denne uge, men begejstringen er aftaget hos de to finanshuse Morgan Stanley og Goldman Sachs, der begge har sænket anbefalingen for aktien. Det skriver Bloomberg News.
Morgan Stanley sænker sin anbefaling af Tesla til ”undervægt” fra ”ligevægt”, idet de gryende risici ikke er afspejlet i kursen. Kursmålet bliver skåret til 650 dollar fra 680 dollar.
Goldman Sachs, der fortsat er positiv på aktien på lang sigt, henviser også til prisreduktionerne samt produktionsudfordringer for Tesla.
Det tyder dog ikke på, at investorerne tager notits af de nye anbefalinger, da aktien alligevel stiger 0,9 pct. i fra start.
Sony-aktien også pænt med fra start, efter selskabet har løftet sløret for sin nye spillekonsol Playstation 5, der forventes at ramme markedet til jul. Der er i samme ombæring blevet præsenteret mere end 20 nye spiltitler.
Aktien stiger 2,6 pct.

