Fortsæt til indhold

Aktier/åbning: Ørsted falder efter topchef-exit i ellers grønt start

Aktier
/ritzau/FINANS

Mærsk og Ørsted er henholdsvis i top og bund tirsdag morgen, hvor det danske eliteindeks, C25-indekset, er åbnet med en stigning på 1,1 pct. til 1331,46.

Ørsted-aktien falder fra start, efter selskabet mandag aften meddelte, at topchefen gennem otte år, Henrik Poulsen, senest 31. januar 2021 stopper som administrerende direktør i virksomheden.

Det sker på en dag med ellers god stemning på aktiemarkederne, hvor den amerikanske centralbank, Fed, mandag aften foreløbigt sparkede investorernes frygt for en anden bølge af coronavirus til hjørne. Det sker efter Fed annoncerede sit opkøbsprogram af virksomhedsobligationer for 250 mia. dollar.

Mærsk-aktien stiger i toppen 4 pct. til 7185 kr. uden selskabsspecifikt nyt.

I den anden ende ligger Ørsted, der mandag aften meddelte, at selskabets administrerende direktør, Henrik Poulsen, har besluttet sig for snart at forlade stillingen som topchef hos den danske energikoncern

Han har ført Dong Energy, som siden blev til Ørsted, sikkert gennem strategiændringen, samtidig med at aktiekursen er tordnet i vejret.

Derfor bliver han også savnet blandt Ørsteds aktionærer, når han senest ved udgangen af januar næste år forlader sin stilling. Det vurderer Per Fogh, der følger Ørsted tæt som aktieanalytiker hos Sydbank.

- Henrik Poulsen har helt sikkert en stor stjerne hos aktionærerne. Det er ham, der har været frontrunner på den grønne omstilling. Det er ham, der har evnet at udnytte den position, som Ørsted ret hurtigt fik på det globale havvindmarked, siger analytikeren til Ritzau Finans.

Ørsted-aktien falder fra åbningen med 2 pct. til 738,20 kr.

En anden energikæmpe, Vestas, har tirsdag morgen kunne bekræfte, at joint venture-selskabet MHI Vestas Offshore, der er et samarbejde mellem Vestas og japanske Mitsubishi Heavy Industries, har sikret sig en fast ordre på 1140 megawatt (MW) til havvind-projektet Seagreen i Storbritannien.

Det er dog ingen stor nyhed, da det for knap to uger siden kom det frem, at beslutningen om at opføre Seagreen, hvortil MHI Vestas allerede havde indgået en betinget leveringssaftale, var blevet endeligt truffet, da franske Total købte sig ind i projektet med en ejerandel på 51 pct.

Vestas stiger med 1,9 pct. til 252,20 kr. i tirsdagens positive marked.

Svenske Handelsbanken er tirsdag morgen kommet med ny anbefaling af stenuldsproducenten Rockwools aktie. Anbefalingen er løftet til "hold" fra "sælg".

Kursmålet er fastholdt på 1850 kr., fremgår det af data fra banken tirsdag.

Det sender aktien op med 3 pct. til 1776 kr.

Ud over Ørsted udgøres den tunge ende af C25-indekset tirsdag morgen af defensive aktier som Coloplast og Novozymes.

Det sker uden væsentlige selskabsspecifikke nyheder og kan dermed indikere, at investorerne søger mod de mere cykliske aktier efter positive nyheder fra USA.

Coloplast ligger med en lille stigning på 0,2 pct. til 1048 kr., mens den øvrige bagtrop dannes af Novozymes, der stiger 0,5 pct. til 376,60 kr.

Der er tirsdag ikke udsigt til de store selskabsnyheder, hvor Jyske Banks generalforsamling udgør det eneste eneste punkt på dagsordenen.