Aktier/middag: Chefafgang i Ørsted straffes i grønt marked
Ørsted-aktien har vanskeligt ved at hoppe med på den positive energi, der ellers påvirker aktiemarkedet både herhjemme og i Europa tirsdag middag. Samlet stiger det danske eliteindeks, C25, med 1,3 pct. til 1334,0.
Men billedet af et aktiemarked, der den ene dag stiger, og den anden dag falder, er heller ingen undtagelse i denne uge efter fald i indekset mandag.
- Når vi ser på aktierne den seneste uge, så kan vi se, at de konservative investorer for alvor er begyndt at komme tilbage - og det har skubbet aktierne op. Så er der så kommet et nyt aspekt, hvor investorerne nu er bekymrede for en anden bølge af corona, efter vi har set nye tilfælde i Beijing, i flere store stater i USA og på emerging markets, siger Otto Friedrichsen, der er aktiestrateg i Formuepleje.
C25 toppede den 20. februar i 1390,3, mens bunden i år blev ramt den 16. marts i indeks 959,7. Siden er aktierne kommet godt igen:
- Vi har set, at investorerne har fået en ret stor præmie for at købe aktier siden midten af marts. Men siden slutningen af maj og til nu er præmien der ikke længere, siger aktiestrategen.
Ørsted kunne mandag efter børslukketid fortælle, at topchef Henrik Poulsen efter otte år forlader koncernen senest den 31. januar næste år. Den snart forhenværende direktør har ført Dong Energy, som siden blev til Ørsted, sikkert gennem strategiændringen, samtidig med at aktiekursen er tordnet i vejret.
Derfor bliver han også savnet blandt Ørsteds aktionærer, når han forlader sin stilling. Det vurderer Per Fogh, der følger Ørsted tæt som aktieanalytiker hos Sydbank.
- Henrik Poulsen har helt sikkert en stor stjerne hos aktionærerne. Det er ham, der har været frontrunner på den grønne omstilling. Det er ham, der har evnet at udnytte den position, som Ørsted ret hurtigt fik på det globale havvindmarked, siger analytikeren til Ritzau Finans.
Ørsted-aktien falder ved middagstid med 2,6 pct. til 732,40 kr.
Modsat går det for Mærsk-aktierne, hvor A- og B-aktien ligger i toppen af eliteindekset med stigninger på 5,6 pct. til 7295 kr. og 4,4 pct. til 7842 kr. uden selskabsspecifikt nyt.
Selv om frygten for en anden bølge coronavirus truer, så har en meddelelse fra den amerikanske centralbank, Fed, mandag aften overtaget tirsdag middag. Fed annoncerede sit opkøbsprogram af virksomhedsobligationer for 250 mia. dollar.
Opkøbene vil ske i et bredt indeks af erhvervsobligationer, som lever op til Federal Reserves krav til minimum kreditvurdering og maksimale varighed. Federal Reserve har allerede købt stats- og realkreditobligationer for omtrent 2300 mia. dollar under coronakrisen.
- Nu går Fed ind og vil købe enkelte navne på udstedelser og er på den måde med til at sikre funding. Og man kan jo bare spekulere i, hvad det næste kan blive. Vi har jo allerede set den japanske nationalbank, BOJ, er blevet en af de største aktionærer i Nikkei-indekset, siger Otto Friedrichsen.
Svenske Handelsbanken er tirsdag morgen kommet med en ny anbefaling af stenuldsproducenten Rockwools aktie. Anbefalingen er løftet til "hold" fra "sælg".
Kursmålet er fastholdt på 1850 kr., fremgår det af data fra banken tirsdag.
Det sender aktien op i toppen af C25-indekset med et plus på 4 pct. til 1791 kr.
Ud over Ørsted udgøres den tunge ende af C25-indekset tirsdag middag af Coloplast og Vestas.
Coloplast falder 1,1 pct. til 1035 kr. uden selskabsnyheder, og Vestas falder 0,2 pct. til 669,40 kr.
Vestas har tirsdag morgen bekræftet, at joint venture-selskabet MHI Vestas Offshore, der er et samarbejde mellem Vestas og japanske Mitsubishi Heavy Industries, har sikret sig en fast ordre på 1140 megawatt (MW) til havvind-projektet Seagreen i Storbritannien.
Det er dog ingen stor nyhed, da det for knap to uger siden kom frem, at beslutningen om at opføre Seagreen, hvortil MHI Vestas allerede havde indgået en betinget leveringsaftale, var blevet endeligt truffet, da franske Total købte sig ind i projektet med en ejerandel på 51 pct.

