Fortsæt til indhold

Europa/lukning: Investorer rystede frygt for corona af sig

Den sene mandagsmanøvre fra Federal Reserve om yderligere opkøb af erhvervsobligationer løftede investorernes hang til at investere i aktier. Oveni kom et bedre end ventet amerikansk detailsalg, hvilket blev afspejlet på de europæiske børser, der tirsdag steg med op til 3 pct.

Aktier
/ritzau/FINANS

Sidst på dagen stak frygten for en anden bølge af coronavirus dog snuden op igen, da tallene for døde og smittede gik den forkerte vej i både Kina og USA. Men det kunne ikke vaske den positive stemning væk trods alt.

Det brede europæiske aktieindeks, Stoxx 600, steg 2,9 pct.

Det var dog ikke alle selskaber, der blev hevet med op.

Blandt andet blev den tyske e-handelsplatform Zalando nummer chok i det europæiske indeks. Storinvestoren Kinnevik solgte ifølge Bloomberg News aktier i Zalando for godt 645 mio. euro. Samlet skiftede 11,25 mio. aktier hænder, hvilket var et godt stykke over de 10,6 mio. aktier, der oprindeligt var udmeldt planer om.

Prisen på aktierne landede på 57,40 euro stykket, hvilket ifølge Bloomberg News var i den lave ende af det oprindelige estimat og 6,4 pct. lavere end den kurs, Zalando-aktien lukkede i mandag. Tirsdag faldt aktien med 4,2 pct. til 58,74 euro.

Modsat gik det for det britiske Ashtead, der lever af at udleje maskineri til anlægsbranchen. Aktien steg med 9,6 pct. oven på et overskud for fjerde kvartal 2019/20, der var bedre end ventet og viste opmuntrende takter, skrev børshuset Jefferies.

Artiklens emner
Stoxx 600