Europa/middag: Energiudvikler brager frem - men markedet taber pusten
Optimismen på de europæiske aktiemarkeder er blevet mindsket en smule i løbet af formiddagen onsdag, men ved middagstid er der fortsat stigninger på tværs af de ledende aktieindeks i Europa.
Det tyske DAX-indeks stiger 0,1 pct., det britiske FTSE 100-indeks går frem med 0,3 pct., og det franske CAC 40-indeks bliver sendt op med 0,2 pct.
Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks stiger samtidig 0,3 pct., og den britiske energiudvikler SSE har placeret sig helt i toppen af indekset med et kurshop på 8,7 pct.
Selskabets aktie har en god dag på børsen i London, efter at selskabet har offentliggjort en række foreløbige regnskabstal for hele det forskudte regnskabsår.
SSE har samtidig annonceret planer om at investere 7,5, mia. pund i vedvarende energiprojekter i løbet af de kommende fem år.
Selskabet fastholder samtidig udbyttet til aktionærerne i 2020 og bekræfter desuden intentionen om at øge udbyttet i takt med inflationsudviklingen frem til marts 2023.
Aktien i det norske luftfartsselskab Norwegian brager også frem med 12,6 pct. på børsen i Oslo onsdag, efter at selskabet tidligere på dagen annoncerede, at det genåbner 76 ruter fra 1. juli.
Opmærksomheden er onsdag også rettet mod Commerzbank, efter at de britiske myndigheder har tildelt bankens London-afdeling en bøde på 37,8 mio. pund, svarende til cirka 330 mio. kr., for ikke at have tilstrækkeligt gode systemer og kontroller på plads til at bekæmpe hvidvask.
Aktien falder 0,3 pct.

