Europa/lukning: Fortsatte tæv til Wirecard i positivt marked
De europæiske aktiemarkeder lukkede fredag med pæne stigninger på øgede stimulusforventninger i forbindelse med EU-topmødet om en hjælpepakke på 750 mia. euro, og fremskridt i handelsforhandlingerne mellem USA og Kina. Wirecard fortsatte nedturen efter torsdagens genopblussede frygt for bedrageri.
Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks steg 0,6 pct. Det tyske DAX-indeks steg 0,4 pct., og det britiske FTSE-indeks lukkede 1,1 pct. højere.
Den tyske fintech-virksomhed Wirecard fik fredag igen tæsk, efter at selskabets revisor, Ernst & Young, har fundet store regnskabsmæssige uoverensstemmelser.
Den nyhed ramte allerede torsdag, og fredag var der mere nyt, idet revisionsfirmaet ikke kunnet fremskaffe tilstrækkeligt bevis for 1,9 mia. euro i kontantbeholdninger på konti hos tredjeparter.
Selskabets koncernchef trak sig fredag også tilbage med øjeblikkelig virkning.
Wirecard dykkede 35,3 pct. til 25,82 euro efter kurskollapset torsdag, på 61,8 pct.
Olieselskaberne klarer sig godt efter fremgang til olieprisen.
Britiske BP steg 2,1 pct., og hollandske Shell løftedes 0,7 pct.
Oliepriserne steg fredag, hvor den amerikanske referenceolie, WTI, steg til over 40 dollar per tønde,efter at Organisationen af Olieeksporterende Lande, Opec, og andre producenter har lovet af efterkomme deres nedskæringsaftaler. Samtidig fortalte nogle oliehandlere, at efterspørgslen er i bedring.

