USA/åbning: Tilbage i minus på grund af coronasmitte
De amerikanske aktiehandlere lader onsdag bekymringerne for den stigende udbredelse af coronavirus og dermed risikoen for nye nedlukninger veje tungere end tiltroen til fortsat økonomisk genåbning af den globale økonomi. Og på den baggrund indledes handlen på aktiebørserne i New York med negativt fortegn for de tre ledende indeks.
For det brede S&P 500-indeks er der kort efter handelsstart tale om et fald på 0,6 pct., for Dow Jones-indekset ses en tilbagegang på 0,9 pct., og det teknologidominerede Nasdaq-indeks ligger 0,1 pct. lavere i den indledende handel.
Dermed er der tale om en markedsvending efter tirsdagens solide plusser for de tre indeks på 0,4-0,7 pct. med Nasdaq i rekord i 10.131,368. Plusserne voksede frem af opløftende økonomiske data fra både Europa og USA, og da der efter nogen nervepirrende forvirring fra Det Hvide Hus blev slået fast, at den indgåede handelsaftale med Kina står ved magt.
NYE SMITTELOMMER
Handlen presses onsdag af registreringen af nye lommer af coronasmitte i flere amerikanske stater med rekordstigning i antallet af nye smittetilfælde i Texas, Arizona og i Californien. Og med stigningen følger bekymring for en andenbølge af coronasmitte og for nye restriktioner og nedlukninger til ugunst for økonomien.
Yderligere belastes markedsstemningen af medieforlydender om, at den amerikanske regering overvejer toldtariffer på europæisk eksport for 3,1 mia. dollar.
Tarifferne skal ifølge Bloomberg News være rettet mod Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Spanien, og de påtænkes i forlængelse af den langvarige strid mellem EU og USA om statsstøtte til flyproduktion. Markedet ser handelstariffer som en yderligere belastning af den økonomiske genopretning.
GRIM DAG FOR LUFTFART OG TURISME
På selskabsplan rammer onsdagens handel fra start hårdt ned i aktier fra rejsebranchen og blandt luftfartsselskaberne.
Aktien i krydstogtselskabet Carnival Corp. ligger 6,7 pct. lavere i den indledende handel, efter at S&P har nedgraderet sin kreditvurdering af aktien med henvisning til forventning om en længere periode med lav efterspørgsel efter sørejser.
Branchekollegaen Norwegian Cruise Line ligger 6,0 pct. lavere kort efter børsåbningen.
For Delta Airlines er der tale om fald på 3,0 pct., og American Airlines aktie taber 1,9 pct. United Airlines falder 3,3 pct. i de første handler.
Med til at trække flyselskaberne ned er rapporter om, at EU kan finde på at forbyde indrejse fra USA på grund af det øgede smittetryk.
Blandt andre enkeltaktier er der pæn fremgang på 8,7 pct. til computerproducenten Dell Technologies, som overvejer fremtiden for sin investering på 81 pct. i it-selskabet VMware, som løftes 5,3 pct. i de første handler.
Blandt de store aktører falder Apple-aktien 0,3 pct. i forlængelse af beretninger om, at it-giganten kan imødese antikartel-undersøgelse med fokus på Apples dominerende App Store. I forvejen har EU indledt undersøgelse af APP Stores markedsposition.

