Fortsæt til indhold

USA/åbning: Små fald med fokus på nye smittetilfælde og Disney

Aktier
/ritzau/FINANS

De amerikanske aktiemarkeder åbner torsdag med små fald, efter at et stigende antal coronavirus-tilfælde i USA får virksomheder til at revurdere deres planer om at genoptage den normale drift, hvilket forværrer håbet om et hurtigt opsving i økonomien.

Dow Jones-indekset falder 0,4 pct. til 25.343,85. Det brede S&P 500-indeks åbner med et minus på 0,3 pct. i 3042,67. Nasdaq-indekset taber 0,02 pct. til 9906,38.

Dermed fortsætter nedturen efter onsdagens fald på 2,2-2,7 pct. for de tre ledende indeks.

Det nye antal coronasmittede er i den seneste tid steget i en række af de solrige amerikanske stater, hvilket blandt andet gælder Californien og Florida, hvor antal smittede i denne uge har nået et nyt højdepunkt.

- Det ser ud til at komme som lidt af et wake-up-call, idet genåbningen efter nedlukningerne ikke bliver let. Fokus er nu skiftet til de politiske beslutninger for stater og byer, siger Hugh Gimber, der er strateg hos JPMorgan Asset Management, til Dow Jones Newswires.

DISNEY OVERVEJER AT UDSKYDE BIOGRAFPREMIEREN AF MULAN

Underholdningsgiganten Disney overvejer ifølge rygter bragt af Wall Street Journal at udskyde biografpremieren af Mulan, der har premierer den 24. juli. Disney overvejer at udskyde premieren, idet biografmiljøet fortsat er usikkert med langsommere end ventede åbninger og stigende antal nye smittede med coronavirus.

Yderligere udskyder Disney sin genåbning af forlystelsesparken Disneyland Resort, der ligger i Californien. Dermed ryger et vigtigt element af selskabets plan om at kommet tilbage efter nedlukningerne.

Parken der var planlagt til at genåbne 17. juli, vil nu være lukket uden en planlagt dato for genåbningen. Disney forklarer, at udskydelsen skyldes, at statslige embedsmænd ikke planlægger at offentliggøre retningslinjer for forlystelsesparker før efter den 4. juli.

Disney-aktien åbner 2,4 pct. lavere, og dermed ligger aktien til at fortsætte nedturen efter onsdagens fald på 3,8 pct.

Teslas biler dumper i den indflydelsesrige J.D. Power-undersøgelse, skriver Wall Street Journal.

Mange af kunderne klager over fejl og mangler, og resultatet er den ringeste score blandt de store bilproducenter.

Teslas biler, der er med i undersøgelsen for første gang, havde 250 problemer per 100 biler sammenlignet med gennemsnittet for sektoren på 166 problemer.

Tesla-aktien falder med 1,3 pct.

Apple-aktien har fået et nyt højeste kursmål blandt analytikerne, idet finanshuset Wedbush har løftet sit kursmål for aktierne til 425 dollar fra 375 dollar. Finanshuset vurderer, at der fortsat er meget benzin tilbage i tanken med den kommende frigivelse af iPhone 12.

Apple-aktien åbner 0,8 pct. højere i 362,84 dollar.

KB Home dykker 12,2 pct., efter at boligentreprenøren har leveret svagere end ventede tal for ordre og salg i det forskudte andet kvartal.

Salget blev på 914 mio. dollar i kvartalet, hvor analytikerne ventede 1,1 mia. dollar, og bruttoordrerne er faldet med 36 pct., mens nettoordrerne er dykket med 57 pct. Sidstnævnte fald på 57 pct. i nettoordrerne ses som ganske chokerende ifølge finanshuset Credit Suisse.

Konkurrenterne bliver også sendt ned efter de dystre tal fra KB Home. Lennar falder med 2,7 pct., og Toll Brothers taber 3,9 pct.

Macy's falder 3,2 pct., efter at den amerikanske stormagasinkæde sløjfer 3900 stillinger.

Nedskæringen ventes at føre til årlige besparelser på 630 mio. dollar. Til gengæld ventes der restruktureringsomkostninger på omkring 180 mio. dollar, der vil blive bogført i andet kvartal.