Fortsæt til indhold

Europa/aktier: Flere indeks kravler i plus og Wirecard drøner op

Aktier
/ritzau/FINANS

Det tyske betalingsteknologiselskab Wirecard revancherer sig mandag med en stigning på ikke mindre end 135 pct. efter de seneste dages kursmassakre.

Selskabet, som i sidste uge meddelte, at det vil søge en form for rekonstruktion, oplyste lørdag, at det til trods fortsætter sine aktiviteter "i bedste interesse for kreditorerne".

Det skaber tilsyneladende en smule håb hos investorerne, som trods dagens stigning har måttet se aktien falde med 97 pct. i år, efter at der for nylig blev fundet regnskabsmæssige uoverensstemmelser for mange milliarder.

De store europæiske aktieindeks lå tidligere på dagen i minus, men stemningen blev bedre i løbet af formiddagen, og ved 13-tiden ligger flere indeks i plus.

Det store Euro Stoxx 600-indeks ligger dog marginale 0,05 pct. lavere, mens de ledende indeks i Frankfurt, London og Paris stiger 0,05-0,3 pct.

På børsen i London topper energiselskabet Energean i FTSE 250 med en stigning på 12 pct., efter at selskabet har meddelt, at det har aftalt en lavere pris for købet af Edison E&P, som er den del af franske EDF Group.

Transaktionen er skåret ned til 284 mio. dollar fra oprindeligt 750 mio. dollar. Det skyldes, at Edisons aktiviteter i Algeriet og et norsk datterselskab er taget ud af aftalen, mens også 111 mio. dollar er trukket fra som følge af det makroøkonomiske miljø.

Andetsteds i energisektoren har den britiske energigigant BP indgået aftale om salg af sin kemikalieforretning til Ineos for 5 mia. dollar - svarende til 33,2 mia. kr. Det skriver Bloomberg News.

Mandagens transaktion er "det næste strategiske skridt i at genopfinde BP" og skal yderligere styrke BP's balance, lyder det fra selskabet i en meddelelse.

Aktien i BP stiger på børsen i London 2,2 pct.