Aktier/åbning: SAS i turbulens efter redningsplan i grønt marked
Efter et indledende kursfald blev stemningen omkring SAS-aktien, der fra morgenstunden har præsenteret en plan, der skal sikre selskabets fremtid, gradvist bedret, inden nye fald satte ind.
Aktien startede med at dykke op til 3,5 pct. i den indledende handel, men efter ti minutters handel steg aktien 0,2 pct., inden den atter dykkede 1,5 pct. til 6,24 kr. i et positivt marked, hvor C25-indekset stiger 0,4 pct. til 1349,24.
Flyselskabet har tirsdag løftet sløret for en plan, der skal sikre fremtiden for selskabet, som er blevet hårdt ramt af udbruddet af coronavirus.
Der skal skabes forbedringer på 4 mia. svenske kr. - omkring 2,8 mia. kr. - ligesom egenkapitalen skal tilføres 14,25 mia. svenske kr. - svarende til omkring 10,1 mia. kr.
De skal hentes ved at udstede nye aktier og obligationer - blandt andet til den danske og svenske stat - ligesom gæld konverteres til aktier.
Jacob Pedersen, aktieanalysechef hos Sydbank, hæfter sig ved, at der vil ske en gigantisk udvanding af de eksisterende aktionærer. Han peger på, at de nye aktier vil blive tegnet omkring 1-2 svenske kr.
- Det er meget indikativt for den værdi, der nok vil være på de eksisterende aktier den dag, hvor planen er endeligt eksekveret, vurderer han.
Øverst blandt eliteaktierne i C25-indekset ligger tirsdag morgen Genmab med et plus på 2,6 pct. til 2225 kr.
Selskabet har mandag aften løftet sløret for positiv data fra et fase 2-forsøg med midlet Tisotumab Vedotin til behandling af tilbagevendende eller metastatisk livmoderhalskræft.
Samtidig har finanshuset Guggenheim Securities løftet kursmålet knap 6 pct. til 2486 kr. og fastholdt "køb".
Med i toppen af indekset er også Vestas-aktien, der stiger 0,7 pct. til 669,80 kr.
Vindmølleproducenten er i fokus, da selskabet ofte præsenterer en stribe ordrer ved kvartalernes udløb. Tirsdag er sidste dag i andet kvartal.
Natten til tirsdag præsenterede Vestas en japansk ordre på 76 megawatt (MW) med en flerårig serviceaftale af typen AOM 5000.
Finanshuset Bernstein har løftet kursmål for DSV Panalpina-aktien til 770 kr. fra 625 kr. Anbefalingen af aktien, der tirsdag stiger 0,5 pct. til 813,80 kr., er fortsat "market perform".
Maersk Drilling er i fokus tirsdag, efter at borerigselskabet har løftet sløret for en kontrakt til en værdi af 20,4 mio. dollar - omkring 135,5 mio. kr.
Den er for riggen Maersk Developer, der i 75 dage skal være beskæftiget hos Petronas Suriname Exploration & Production. Aktien stiger 0,6 pct. til 143,10 kr.
Også NKT-aktien er fortsat i fokus efter en solid stigning mandag. Her præsenterede selskabet den største ordre i selskabets historie – på over 1 mia. euro til den tyske Südlink-korridor.
Siden har ABG Sundal Collier løftet kursmålet knap 10 pct. til 170 kr. og fastholdt ”hold”. Aktien stiger tirsdag 3,2 pct. til 152,80 kr. efter et kurshop på 5,9 pct. mandag.
Finanshuset har også løftet kursmålet for TCM Group til 140 kr. fra 130 kr. Anbefalingen af aktien, som tirsdag stiger 1,2 pct. til 127,50 kr., er fortsat "køb".

