Aktier

Europa/lukning: Kemigigant bragede frem i zigzaggende aktiemarkeder

En række overraskende gode makrotal, bekymringer for den opblussende coronasmitte i blandt andet USA og genopretningen på aktiemarkedet siden marts prægede investorerne onsdag.

Det var medvirkende til, at de ledende aktieindeks i Europa havde svært ved at finde en ensartet retning i løbet af onsdagen.

Først på dagen steg aktierne, siden tog en negativ stemning over, som igen blev vendt til små plusser. Flere af de store indeks sluttede dog onsdagen med fald.

Det tyske DAX-indeks faldt 0,5 pct. I Storbritannien bakkede det ledende FTSE 100-indeks også 0,2 pct., og det samme gjorde det franske CAC 40-indeks.

Handlen på flere europæiske aktiemarkeder var først på dagen præget af tekniske udfordringer hos Deutsche Börse.

Det satte i løbet af formiddagen en stopper for handlen i flere timer i flere markeder i Central- og Østeuropa. Ved middagstid blev handlen skudt i gang igen.

Aktien i kemivirksomheden Clariant stormede frem med 8 pct., efter at den schweiziske avis Tages-Anzeiger skrev, at selskabet angiveligt er i fusionssamtaler med fire kandidater.

Oplysningerne stammer ifølge avisen fra kilder med kendskab til sagen, som dog ønsker at være anonyme.

Kilderne fortæller, at Clariant på nuværende tidspunkt er langt fremme i forhandlingerne med en af de potentielle partnere.

Danske Ambu fulgte lige efter med et kurshop på 7 pct. til 222,90 kr.

Medicoselskabet fik løftet sin anbefaling hos finanshuset ABG Sundal Collier til "køb" fra "hold". Kursmålet for aktien blev samtidig løftet med 22 pct. til 235 kr. fra 193 kr.

Ambu-aktien har indtil videre været årets helt store vinder i det danske C25-indeks, da aktien er braget frem med næsten 100 pct. siden nytår.

Læs også
Top job