Aktier

Markedsoversigt: Aktier i rekord på ryggen af USA-tal - renten faldt

Danske Bank og FLSmidth var som repræsentanter for de mere cykliske aktier på den grønne gren i torsdagens risikopositive aktiemarked, hvor det danske C25-indeks lukkede i 1381,48 eller 1,5 pct. højere end onsdagens lukkeniveau. 

Dermed blev lukkerekorden fra tirsdag i sidste uge passeret.

Den generelle markedsstemning var tiltagende positiv hen over handelsdagen og kulminerende med en opløftende amerikansk beskæftigelsesrapport om eftermiddagen.

Danske Bank steg torsdag 3,2 pct. til 92,74 kr.

Ud over den generelt positive stemning i forhold til finansaktierne kunne Danske Bank nyde godt af analyser fra både SEB og Société Générale, som har hævet deres kursmål for bankens aktie.

FLSmidth-aktien steg 2,0 pct. til 195,15 kr., mens yderst defensive Coloplast faldt 0,5 pct. til 1040 kr. tæt på bunden af C25.

Hovedrollen på den selskabsspecifikke scene indtog Chr. Hansen med regnskab for tredje kvartal, hvor ingredienskoncernens organiske vækst overraskede til den positive side.

Den var på 7 pct. og dermed noget over analytikernes forventninger om en vækst på 5,9 pct.

Omsætningen lå en anelse under det ventede, mens marginen til gengæld lå lidt over, således at nettoresultatet med 70,0 mio. kr. endte meget tæt på analytikerestimatet på 70,6 mio. kr.

Chr. Hansen satte desuden sin farvedivisionen, der er den mindst profitable og dårligst præsterende division, til salg.

Efter et gennemsnitligt plus fra handelsstart faldt aktien hen over dagen bagud i indekset og lukkede uændret i 687 kr.

Værst gik det torsdag ud over ISS, der tabte 0,7 pct. til 106,35 kr. og var dagens eneste aktie i minus.

En positivt overraskende amerikansk beskæftigelsesrapport formåede torsdag eftermiddag kun kortvarigt at løfte renteniveauet - og kun i begrænset omfang.

Dermed blev dagens tendens til rentefald fastholdt hen mod lukningen, hvor renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation lå i minus 0,31 pct. Det var 5 basispoint lavere end åbningsniveauet, som svarede til renten ved lukketid onsdag eftermiddag.

I løbet af dagen fik markedet data fra eurozonen, hvor arbejdsløsheden i maj var på 7,4 pct. mod 7,3 pct. i april, mens økonomerne ifølge Bloomberg havde ventet en arbejdsløshed på 7,7 pct.

Torsdag eftermiddag strømmede nøgletal for det amerikanske arbejdsmarked ind.

De viste, at beskæftigelsen uden for landbruget voksede med 4.800.000 personer i juni. Det var bedre end ventet, da der blandt økonomerne var forudset en stigning på 3.230.000 personer ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News.

Arbejdsløsheden faldt til 11,1 pct. fra 13,3 pct. Økonomerne havde ventet et fald i arbejdsløsheden til 12,5 pct.

Umiddelbart reagerede renten med en stigning på 1 basispoint, som siden gik i sig selv.

Rapporten var trukket en dag frem på grund af lukningen fredag af det amerikanske finansmarked i anledning af uafhængighedsdagen på lørdag.

Læs også
Top job