Europa/middag: Kinesisk fremgang trækker Europa med op
Især finans, dagligvarer, energi samt industri og råvarer trives, fortrindeligt i de europæiske finansmarkeder, som mandag middag er præget af udpræget risikovillighed efter opløftende impulser fra den kinesiske økonomi og indeksplusser i Asien.
Det overordnede brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks er mandag middag løftet 1,4 pct., og alle undersektorer er i plus og med mere end 2 pct. for finans og energi.
På de store børser ses fremgang for de store indeks på 1,9 pct. for FTSE 100 i London, på 1,7 pct. for det tyske DAX-indeks og på 1,7 pct. for CAC 540-indekset i Paris.
En leder i den kinesiske finansavis Securities Times lægger vægt på vigtigheden af at fremme et "sundt" positivt marked, hvilket betegnes som mere essentielt for økonomien end nogensinde efter Covid-19-epidemien. Og det synspunkt tillægger de europæiske handlere større vægt end den fortsatte udbredelse af coronasmitte i USA, som forsinker genåbningen af den amerikanske økonomi.
Den risikovillige indstilling i markedet giver forspring til de cykliske aktier, herunder finansaktierne, hvor flere af de helt store europæiske banker ligger i toppen af Stoxx 600-indekset.
Tyske Commerzbank stiger ved middagstid 7,9 pct., spanske Santander ligger 5,4 pct. højere, hollandske ABN Amro stiger 6,4 pct., og franske bnp Paribas vinder 4,3 pct.
Med i indekstoppen ses også den britiske boligentreprenør Barrat Development, der har besluttet at sløjfe udbytte i 2020, med henvisning til at de nye finansår indledes med forsigtig optimisme med afsæt i en stærk ordrebog. Aktien stiger 7,7 pct.
Et fald til det schweiziske kemiselskab Clariant på 13,7 pct. ses i sammenhæng med, at aktien handles uden udbytte.