Fortsæt til indhold

Aktier i Asien: Fornyet risikoaversion giver vigende futures og kursfald

Aktier
/ritzau/FINANS

De asiatiske aktier falder sideløbende med de amerikanske aktieindeks fredag morgen, hvor pessimismen på baggrund af flere amerikanske coronavirus-tilfælde får investorerne til at smide de risikobehæftede papirer fra sig.

Bekymring for, at nye nedlukninger afsporer det økonomisk opsving, florerer, mens investorer ser frem til åbningen af regnskabssæsonen.

Samtidig er der en vis skepsis over for de seneste kursstigninger, hvilket får investorerne til at sikre sig gevinsterne, mens de stadig er der.

- Det japanske aktiemarked er domineret af salgsordrer i den tidlige handel efter et fald i Dow i New York, pointerer Okasan Online Securities i en kommentar fredag ifølge AFP.

MSCI's bredeste indeks over Asien-Stillehavsaktier uden for Japan falder 0,8 pct., mens de store amerikanske aktieindeksfutures falder 0,3-0,4 pct.

Børsen i Tokyo falder tungere med et dyk i det toneangivende Nikkei 225-indeks på 0,3 pct., og det bredere Topix-indeks falder 0,6 pct.

De kinesiske aktiemarkeder på fastlandet ligger under for storudsalg fra den kinesiske stats pensionsfond. Salget kommer efter en leder i den kinesiske finansavis Securities Times forleden understregede "vigtigheden af at fremme et "sundt" positivt aktiemarked", hvilket sendte Shanghai Composite op med 6 pct.

Fredag falder indekset 1,1 pct., og CSI 300 dropper 1,0 pct.

Hongkongs aktiemarked falder samtidig 1,2 pct. målt på Hang Seng-indekset.

På de øvrige børser ligger Kospi-indekset i Seoul med et minus på 0,7 pct., og Singapores Strait Times-indeks falder 0,6 pct., hvilket også er tilfældet for Taiwans Taiex-indeks.

Sydneys ASX-indeks lukker samtidig med et tab på 0,3 pct.