Torsdagens aktier: Tryg, Simcorp og Coloplast mildnede minusset
Fremgang i aktier som Tryg, Simcorp, Coloplast og Pandora udlignede over handelsdagen lidt af den negative stemning, som prægede det danske aktiemarked frem til middagstid torsdag, hvor alle aktier på det tidspunkt lå i minus.
Da markedet lukkede, lå C25-indekset i 1436,48 eller 0,3 pct. lavere end onsdagens rekordniveau i 1440,15, som dermed står uantastet. Ved middagstid var der tale om et fald for C25 på 1,0 pct.
Inspirationen til dagens handel flød kun svagt fra et par amerikanske regnskaber og morgentimernes kinesiske nøgletal, og der var ifølge chefaktiehandler i Danske Bank, Mads Zink, inden underliggende vilkår, der kan tjene til forklaring på, at onsdagens optur blev vendt til tab torsdag.
- Man kan sige, at i går var der nogle positive regnskaber derude - ikke mindst fra Goldman Sachs, vi så nogle gode makrotal, og der var lidt godt på vaccinefronten, siger Mads Zink.
- I dag sker der ikke det helt store. Der er lidt fokus på de kinesiske tal og Johnson & Johnson var ude med tal, som skuffede for Darzalex. Det betyder noget for Genmab. Derfor sætter den sig, fortsætter Mads Zink.
Generelt er det tale om et ferieramt marked, der generelt handler sidelæns under svag omsætning, bemærker han.
De kinesiske makrodata viste før markedsåbningen en positiv udvikling i den økonomiske vækst, men detailomsætningen faldt i juni 1,8 pct., mens markedet ifølge Bloomberg havde ventet fremgang på 0,5 pct.
GENMAB TÆT PÅ BUND EFTER DARZALEX-TAL
Genmabs kræftmiddel Darzalex fortsatte med at vinde frem i andet kvartal, viser regnskabet fra selskabets partner Johnson & Johnson. Omsætningen steg til 901 mio. dollar fra 774 mio. dollar i samme periode året før. Det er en forøgelse på 16,4 pct.
- Men salget på de 901 mio. dollar er mindre i forhold til mit estimat på 932 mio. dollar og konsensus på 947 mio. dollar, påpeger Søren Løntoft Hansen, der er analytiker i Sydbank.
Genmab-aktien faldt 2,1 pct. til 2289 kr.
Biotekaktien havde selskab af Demant, som dybest i indekset tabte 2,7 pct. til 191 kr. uden anden forklaring end den seneste tids fremgang for høreapparataktien, som måske var udsat for gevinsthjemtagning.
I toppen af C25 lukkede Simcorp med et plus på 1,1 pct. til 716 kr., Pandora, som steg 0,9 pct. til 404,90 kr., Tryg, der steg 1,5 pct. til 199,20 kr. og Coloplast, som vandt 09 pct. til 1074 kr.
De to Mærsk-aktier steg henholdsvis 0,3 pct. til 7780 kr. og 0,4 pct. til 8402 kr. for A- og B-aktien.
PEERS OG PARTNERE KOM MED NYT
Af speciel interesse for FLSmidth var der regnskab fra svenske Sandvik, der ligesom det danske ingeniørselskab er beskæftiget inden for leverancer til den globale mineindustri. Sandviks ordreindgang overraskede negativt i andet kvartal med en reduktion på 27 pct. til 18,97 mia. svenske kr., hvor analytikerne ventede 19,37 mia. svenske kr.
FLSmidth-aktien faldt 0,6 pct. til 202,20 kr.
Forinden havde det hollandske bryggeri Heineken leveret salgstal for første halvår med volumennedgang i ølsalget på 11,5 pct., et fald i omsætningen på 16,4 pct. og et ordentligt hug i driftsresultatet, som er faldet 52,5 pct. for årets første seks måneder.
Aktien i den hjemlige konkurrent, Carlsberg, tabte 0,6 pct. til 946,20 kr.
ÆNDRINGER FRA ANALYTIKERNE
Et par kursmålsændringer blev der også plads til torsdag. Novo Nordisk fik ifølge Bloomberg New lagt 20 kr. på det langsigtede kursmål af Jefferies til 330 kr. fra 310 kr. Men aktien faldt 0,8 pct. til 430,05 kr.
G4S fik hævet kursmålet hos schweiziske Credit Suisse til 13,94 kr. fra 12,43 kr. Sikringsaktien steg 0,04 pct. 11,20 kr.
Banknordik opjusterede forventningerne til overskuddet efter skat til 80-120 mio. kr. i 2020 fra 50-90 mio. kr. ifølge den seneste justering af forventninger. Den færøske bankaktie steg 7,7 pct. til 111 kr.

