Aktier

Aktier/åbning: Danske Bank sendes til tops på bedre end ventet tal

Det er storfinans, der står øverst for de få ikke ferierende markedsdeltagere på det danske aktiemarked fredag morgen.

Både Danske Bank og Nordea har nemlig offentliggjort regnskabstal for andet kvartal, og senere på dagen slutter forsikringsselskabet Topdanmark sig til dem med regnskab for andet kvartal.

Danske Bank overraskede positivt for kvartalet i forhold til forventningerne, og det belønner investorerne fra handelsstart med en stigning til toppen af eliteindekset, som samlet set stiger 0,2 pct. til 1439,61.

Markedsomsætningen ventes dog fortsat at være stærkt begrænset fredag på grund af sommerferieperioden, der holder mange investorer væk fra markedet.

REGNSKABER I HOVEDROLLEN

Danske Bank fastholder forventningerne til 2020 i regnskabet for andet kvartal, som er offentliggjort fredag morgen. Dermed venter banken et nettooverskud på "mindst" 3 mia. kr. i år. Overskuddet sidste år var på 15,1 mia. kr.

Regnskabstallene er bedre end ventet, idet bundlinjen viser et overskud på 2,3 mia. ud af indtægter på 11,3 mia. kr. mod et ventet plus på 1,0 mia. kr. ud af estimerede indtægter på 11,5 mia. kr. Nedskrivningerne er på 1,0 mia. kr. mod forventning om 1,4 mia. kr.

Bankens topchef peger på, at omkostningerne er for store, og at de annoncerede tiltag fremrykkes og suppleres med yderligere personalereduktioner.

Danske Bank stiger 3 pct. til 104,85 kr.

Nordea var dog først på banen med et mindre nettooverskud i andet kvartal end i den tilsvarende periode sidste år. Nedskrivninger tynger bundlinjen, mens overskuddet før nedskrivninger er bedre end i samme periode året før.

Bankens nettooverskud er 243 mio. euro mod 681 mio. euro for andet kvartal 2019. Konsensus i markedet var 390 mio. kr. Driftsoverskuddet falder til 306 mio. euro fra 900 mio. euro, og nedskrivningerne på udlån bliver 698 mio. euro, hvor analytikere havde estimeret 413 mio. euro.

Nordea offentliggør ikke resultatforventninger, men har tidligere sagt, at banken venter omkostninger i 2020 på 4,7 mia. euro. De blev fastholdt.

Nordea har desuden fået løftet kursmålet hos finanshuset Keefe, Bruyette & Woods til 50,42 kr. fra 45,26 kr. Anbefalingen er fortsat "market perform".

Nordea-aktien taber 0,1 pct. til 49,25 kr.

Forsikringskoncernen Topdanmark offentliggør regnskab fredag middag. Den modelmæssige resultatprognose forudser et overskud efter skat på 450-650 mio. kr. - før afløbsresultatet i de sidste tre kvartaler.

Topdanmark stiger kort inde i handelsdagen 0,4 pct. til 289,60 kr.

Vestas har fået en ordre på 101 MW i Vietnam. Det er selskabets største i det indokinesiske land nogensinde. I det hele taget er Indokina ved at vågne, når det gælder grøn teknologi. Kunden er AMI AC Renewables, der også gør sig i solenergi.

Vestas vinder 0,8 pct. til 796,00 kr.

KURSMÅLSJUSTERINGER TIL FLERE AKTIER

FLSmidth har fået løftet kursmålet til 200 kr. fra 170 kr. af den norske storbank DNB. Anbefalingen lyder fortsat på "hold".

FLS-aktien stiger 0,6 pct. til 203,50 kr.

Ringkjøbing Landbobank har fået sænket anbefalingen hos finanshuset ABG Sundal Collier til "sælg" fra "hold". Kursmålet er samtidig skåret ned til 400 kr. fra 410 kr.

Torsdag eftermiddag efter børsens lukketid løftede SEB kursmålet for Landbobank-aktien med mere end 12 pct. til 393 kr. fra 350 kr. Anbefaling er dog fortsat "sælg".

Bankaktien daler med 1,4 pct. til 488 kr.

Ørsted har fået hævet kursmålet af analytikerne hos Deutsche Bank. Målet lyder nu på 780 kr. mod hidtil 610 kr.

Aktien i energiselskabet stiger 0,4 pct. til 885 kr.

Schouw har fået hævet kursmålet af Danske Bank til 600 kr. fra 565 kr. Anbefalingen "køb" gentages.

Aktien falder 0,2 pct. til 532 kr.

Fredag morgen har Orphazyme meddelt, at selskabet har indgået et samarbejde med Michael J. Fox Foundation om Parkinson.

Aktien går frem med 1,3 pct. til 98,60 kr.

Læs også
Top job