Aktier

Aktier/middag: Danske Bank trækker C25 mod rekord efter kursmålsløft

Danske Bank trækker de danske eliteaktier i grønt mandag formiddag, efter at bankaktien har fået flere skulderklap fra analytikerside oven på fredagens regnskab.

Generelt fortsætter det høje humør på aktiemarkedet, og C25-indekset har dermed også bud efter endnu en rekord, da indekset samlet går 0,9 pct. frem til 1457,87.

I knap så god form er Topdanmark, der har måttet se sin anbefaling blive sænket hos Nordea efter forsikringsselskabets regnskab for andet kvartal i sidste uge.

Allerede efter børslukketid fredag fik Danske Bank et løftet kursmål hos Société Générale, der har skruet op til 114 kr. fra 92 kr. efter fredagens kvartalsregnskab.

SEB løftede desuden sit kursmål til 127 kr. fra 117 kr. Anbefalingen hos førstnævnte er fortsat "hold", mens SEB anbefaler "køb".

Siden har en stribe andre børshuse også meldt sig med løftede kursmål, og samlet set sender det mandag Danske Bank op med 4,4 pct. til 105,25 kr.

Fredag oven på regnskabet faldt aktien 1 pct. Regnskabet viste meget bedre indtægter end ventet, og samtidig var nedskrivningerne i andet kvartal også lavere end ventet.

Det sendte nettoresultatet op i 2325 mio. kr. mod ventet 1044 mio. kr. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af banken selv.

Topdanmark har efter sit regnskab for andet kvartal fredag fået sænket sin anbefaling hos Nordea til "hold" fra "køb".

Aktien falder med 0,9 pct. til 283,60 kr.

Også Nordea afleverede i sidste uge regnskab for andet kvartal, og siden har det også kastet en række kursmålsændringer af sig - primært i opadgående retning.

Bankaktien stiger 0,4 pct. til 50,49 kr. mandag formiddag.

Mandag formiddag har SP Group blandet sig med tal for andet kvartal, og her nåede selskabet sit højeste salg nogensinde for det kvartal.

Omsætningen steg 12,2 pct. til 568 mio. kr., og driftsresultatet før af- og nedskrivninger (EBITDA) steg til 90,1 mio. kr. fra 77,9 mio. kr. i andet kvartal sidste år.

Aktien løftes med 4,4 pct. til 216 kr.

Læs også
Top job