Aktier

Markedsoversigt: Endnu en C25-rekord og et lille rentehop

Danske Bank trak for, da de danske aktier mandag tog sig endnu et hop, og C25-indekset igen endte i rekord med sin stigning på 1,4 pct. til 1464,68.

Bankaktien var trukket af en lang række positive justeringer blandt analytikerne efter det pæne regnskab for andet kvartal fredag.

Generelt var humøret helt i top igen - blandt andet trukket af positive forventninger til EU-forhandlingerne om en fælles redningsfond - og to C25-aktier endte i rekord.

Hos Jyske Bank er der dog stadig tvivl om det endelige udfald af EU-topmødet og forhandlingerne om redningsfonden.

- I skrivende stund fortsætter EU-topmødet på fjerde døgn, og meldingerne er ikke opmuntrende, selv om der er rygter om et delvist gennembrud på størrelsen af den direkte støtte, vurderer chefanalytiker Kim Fæster i en kommentar.

På aktiemarkedet var troen på en god aftale dog intakt dagen ud, og DSV Panalpina og Vestas sluttede begge i det hidtil højeste niveau efter stigninger på henholdsvis 0,4 pct. til 857,40 kr. og 3,1 pct. til 824,80 kr.

I knap så god form var Topdanmark, der måtte se sin anbefaling blive sænket hos Nordea efter forsikringsselskabets regnskab for andet kvartal i sidste uge.

Allerede efter børslukketid fredag fik Danske Bank et løftet kursmål hos Société Générale, der har skruet op til 114 kr. fra 92 kr. efter fredagens kvartalsregnskab.

SEB løftede desuden sit kursmål til 127 kr. fra 117 kr. Anbefalingen hos førstnævnte er fortsat "hold", mens SEB anbefaler "køb".

Siden har en stribe andre børshuse også meldt sig med løftede kursmål, og samlet set sendte det mandag Danske Bank op med 5,2 pct. til 106 kr.

Fredag oven på regnskabet faldt aktien 1 pct. Regnskabet viste ellers meget bedre indtægter end ventet, og samtidig var nedskrivningerne i andet kvartal også lavere end ventet.

Topdanmark har efter sit regnskab for andet kvartal fredag fået sænket sin anbefaling hos Nordea til "hold" fra "køb".

Aktien faldt mandag med 1,8 pct. til 281 kr.

På trods af god stemning blandt aktierne mandag endte de danske statsobligationer uden større udsving.

Pæne rentestigninger i løbet af dagen blev ud på eftermiddagen udvisket, og i stedet endte det med et fald på 1 basispoint til minus 0,36 pct. for den toneangivende tiårige statsobligationer herhjemme.

Usikkerheden om coronakrisen og særligt forhandlinger om hjælpepakker til at dæmme op for den økonomiske deroute som følge af virusudbruddet i både EU og USA fylder fortsat meget i billedet.

Og det fik mandag investorerne til også at skæve til den relative sikkerhed, der ligger i statsobligationerne.

Overordnet set var aktiviteten dog ikke stor, og nøgletal var der heller ikke mange af.

Læs også
Top job