Aktier

Aktier i Asien: Positive aktiemarkeder efter EU-enighed og stimulushåb

De asiatiske aktier er positive tirsdag morgen, da en aftale mellem EU's stats- og regeringschefer om fælles finansiering af EU's genopretningsfond endelig er faldet på plads.

Samtidig lurer håbet om en vaccine mod coronavirus og yderligere amerikanske stimuli, hvilket er med til at løfte risikovilligheden.

- Spørgsmålet er ikke længere, om EU får en fond eller ej. Og USA vil sandsynligvis vedtage stimulus i den første uge af august, siger markedsstrateg Nobuhiko Kuramochi fra Mizuho Securities i Tokyo til Reuters.

MSCI's bredeste indeks over aktier i Asien og Stillehavet uden for Japan stiger 1,5 pct., og de store amerikanske indeksfutures peger på stigninger på op til 0,5 pct., når markedet i New York åbner senere på dagen.

På børsen i Tokyo stiger det toneangivende Nikkei 225-indeks 0,8 pct., og det bredere Topix-indeks øger 0,3 pct.

De kinesiske aktiemarkeder på fastlandet er mere tilbageholdende efter flere dage med massive stigninger. Shanghai Composite stiger 0,1 pct., og også CSI 300 øger 0,1 pct.

Hongkongs Hang Seng-indeks ligger samtidig med et plus på 1,9 pct.

På de øvrige børser følger investorerne den positive tendens. Kospi-indekset i Seoul stiger 1,6 pct., Singapores Strait Times-indeks stiger 0,4 pct., og Taiwans Taiex-indeks ligger med et plus på 2,0 pct.

Australiens ASX-indeks er dagens topscorer med en stigning på 2,2 pct.

Læs også
Top job