Aktier

Europa/middag: Stor annoncehandel stjæler fokus i positive markeder

En milliardhandel på annoncemarkedet løber med en stor del af opmærksomheden på de europæiske aktiemarkeder tirsdag, hvor enigheden i EU om en genopretningspakke sikrer optimistiske investorer.

I Frankfurt stiger DAX-indekset 1,8 pct., i London går FTSE 100-indekset frem med 0,6 pct., og i Paris vinder CAC 40-indekset 1,3 pct. ved middagstid tirsdag.

Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks stiger samtidig 1 pct., og dagens helt store vindere er det norske annonceselskab Adevinta og mediekoncernen Schibsted, der ejer 59 pct. af Adevinta.

Adevinta har i en handel til et beløb svarende til omkring 61 mia. danske kr. købt annonceafdelingen af amerikanske Ebay.

Handlen inkluderer dermed også Bilbasen og DBA, som før handlen var ejet af Ebays annonceafdeling. Men de danske sider ender ikke på Adevintas hænder.

I stedet er handlen blevet skruet sådan sammen, at de to danske hjemmesider sendes videre til den største aktionær i Adevintas ejerkreds, den norske mediekoncern Schibsted.

Den anden vej ryger nogle af Schibsteds aktier i Adevinta, som gives til eBay.

Adevinta brager frem med 36,6 pct., og Schibsteds aktie tager et hop på 19,8 pct.

Det svenske industriselskab Alfa Laval, der leverer en lang række komponenter til store dele af industrien, stiger 7,1 pct.

Selskabet har tirsdag offentliggjort et regnskab for andet kvartal, som var bedre end ventet målt på både omsætningen, driftsresultatet og ordreindgangen.

Der er også fremgang til det hollandske vikar- og rekrutteringsbureau Randstad, efter at selskabet har overrasket analytikerne positivt med en bedre end ventet omsætning i andet kvartal.

Selskabets aktie stiger 5,9 pct.

Mindre godt går det for svenske SKF, der producerer kuglelejer, som måtte konstatere et fald i salget på 26 pct. til 16,60 mia. svenske kr. i årets andet kvartal.

Det justerede driftsresultat faldt samtidig 45 pct. til 1,57 mia. svenske kr., og selv om det var bedre end forudset, dykker aktien 3,5 pct. tirsdag.

Læs også
Top job