Aktier

Tirsdagens aktier: Ørsted og Vestas blev topscorere i positivt C25

Ørsted og Vestas indtog topplaceringerne i det danske eliteindeks tirsdag, hvor en positiv aktiestemning bredte sig på tværs af Europa. De to vindaktier satte sammen med Genmab og DSV Panalpina rekord.

Tirsdag morgens enighed blandt EU's stats- og regeringsledere om en genopretningspakke var med til at løfte optimismen

Herhjemme sluttede C25-indekset 0,6 pct. højere i lukkerekorden 1473,47.

Der landede ingen helt store selskabsspecifikke danske nyheder tirsdag, hvor Ørsted og Vestas blev dagens største vindere med stigninger på henholdsvis 2,5 pct. til 900,60 kr. og 2,6 pct. til 846,40 kr.

Vestas, der dermed sluttede dagen af med en lukkekursrekord, kunne natten til mandag annoncere en ny ordre på 50 megawatt til et projekt i Vietnam.

Aftalen inkluderer 13 styk V150 4,2 MW-møller og en tiårig serviceaftale af typen AOM 5000. Installationen af møllernes ventes at blive gennemført i tredje kvartal af 2021.

DSV Panalpina fik nyt fra konkurrenten Kuehne+Nagel, der fremlagde sit regnskab for første halvår.

Den schweiziske transportkoncern klarede sig bedre i første halvdel af året, end analytikerne havde spået, idet driftsresultatet (EBIT) endte på 419 mio. schweizerfranc.

Analytikerne havde forudset et driftsresultat på 317,2 mio. schweizerfranc.

DSV offentliggjorde allerede 22. juni en opdatering med forventninger til driftsindtjeningen i kvartalet, mens helårsprognosen fortsat er suspenderet.

Baseret på markedsudviklingen, fremskridt med integrationen af Panalpina og andre omkostningstiltag venter DSV Panalpina en driftsindtjening (EBIT) før særlige poster på mere end 2,3 mia. kr. i andet kvartal sammenlignet med 1566 mio. kr. i første kvartal.

Ifølge data fra Bloomberg News var konsensus blandt analytikerne et driftsresultat (EBIT) på 1,35 mia. kr. i andet kvartal, inden DSV selv luftede tallene.

DSV Panalpina sluttede igen i rekordterritorium tirsdag med en stigning på 1,9 pct. til 873,40 kr.

I resten af Europa var banksektoren en af dem, der klarede sig bedst tirsdag.

De store danske banker lå også godt til på aktiemarkedet ved middagstid, men i løbet af eftermiddagen tabte de pusten.

Danske Bank sluttede alligevel 0,7 pct. højere i 106,70 kr., Jyske Bank steg 0,3 pct. til 218,80 kr., og Nordea gik frem med 2,4 pct. til 51,54 kr.

Bunden i C25 var domineret af aktier af den defensive type som Novozymes, Lundbeck, Novo Nordisk og Coloplast.

Tirsdagens bundskraber var medicokoncernen Ambu, der faldt 2,4 pct. til 231,50 kr.

Uden for eliteindekset fik Topdanmark løftet anbefalingen til "hold" fra "reducer" af storbanken HSBC. Kursmålet er blevet trimmet til 278 kr. fra 280 kr.

Aktien steg 0,6 pct. til 282,80 kr.

Fodboldaktien Aab bragede også frem med 6,9 pct. til 70 kr., efter at selskabet fortalte, at det undersøger en henvendelse fra en potentiel udenlandsk investor.

Læs også
Top job