Aktier

Aktier/middag: Bavarian stiger stort på licensaftale i rødt marked

Bavarian Nordic står som onsdagens foreløbige kursraket i et ellers generelt surt marked, efter at selskabet har indgået en endelig licensaftale om en covid-19-vaccine.

Ved middagstid falder C25-indekset 0,5 pct. til 1466,03, efter at eliteindekset nåede årets rekord nummer 25 tirsdag.

Bavarians aktie stiger 5,6 pct. til 219,40 kr.

Det sker, efter at biotekselskabet og vaccineselselskabet Adaptvac er nået til enighed om de endelige detaljer i en licensaftale om en vaccine mod covid-19.

Som led i aftalen skal Bavarian Nordic yde en forudbetaling på 4 mio. euro - omtrent 30 mio. kr. - men aftalen har dog ingen betydning for Bavarians samlede finansielle forventninger til 2020.

Energiselskabet Ørsted får også del i opmærksomheden onsdag, efter at staten New York har lanceret en ny stor udbudsrunde for vedvarende energiprojekter.

Havvind udgør 2500 megawatt af den samlede udbudsrunde. New York har dermed sat gang i statens anden store udbudsrunde for havvind, efter at både Ørsted og konkurrenten Equinor sidste år sejrede i den første.

Ørsted sluttede i lukkerekord tirsdag og fortsætter - dog med aftagende momentum - de samme takter. Den stiger onsdag med 0,3 pct. til 903,40 kr.

Der har indtil nu været et række kursmålsændringer til danske aktier i eliteindekset.

Genmab har fået løftet kursmålet hos det amerikanske finanshus Bernstein til 2275 kr. fra 1920 kr. Den positive anbefaling "outperform" fastholdes.

Onsdag falder aktien dog 0,3 pct. til 2333 kr. efter rekord tirsdag.

DSV Panalpina har fået løftet kursmålet af Handelsbanken til 1000 kr. fra 900 kr. Anbefalingen er fortsat "køb".

DSV Panalpina falder også fra tirsdagens rekord, da aktien onsdag bakker 0,4 pct. til 869,60 kr.

Danmarks mest værdifulde selskab, Novo Nordisk, har fået hævet kursmålet hos Bernstein. Her er målet nu 470 kr. mod hidtil 450 kr., og den positive anbefaling "outperform" gentages.

Medicinalaktien falder 1 pct. til 441,55 kr.

Smykkefirmaet Pandora har desuden fået løftet sit kursmål en smule af Morgan Stanley til 360 kr. fra tidligere 328 kr.

Her fastholdes anbefalingen neutralt på "ligevægt".

Pandora ligger onsdag middag med en dyk på 0,3 pct. til 408,80 kr.

Danske Bank har også fået skruet en smule op for kursmålet til 120 kr. fra 115 kr. hos Arctic Securities. Anbefalingen er fortsat "køb".

Danske Bank dykker 1 pct. til 105,60 kr.

Nordea har fået løftet kursmålet til 56,74 kr. fra 53,55 kr. af kollegaen Handelsbanken. Anbefalingen er samtidig fastholdt i positivt terræn på "køb".

Bankaktien falder 0,4 pct. til 51,33 kr. Inden da var Nordea steget hele otte handelsdage i træk.

Blandt sidepapirerne er der nyt til B&O, der skifter ud i bestyrelsen.

Bestyrelsen i Struer-selskabet foreslår Albert Bensoussan som nyt bestyrelsesmedlem, mens bestyrelsesmedlemmerne Mads Nipper og Joan NG Pi O ikke stiller op til genvalg, når der afholdes generalforsamling den 20. august.

Aktien falder 4 pct. til 12,16 kr.

Læs også
Top job