Aktier

Aktier i Asien: Tokyo lægger ud med kursfald efter lang weekend

De asiatiske aktiemarkeder er blandede mandag, hvor de japanske investorer er tilbage efter flere dages fravær og dermed skal indregne den internationale udvikling i prissætningen i Tokyo.

De globale aktier mistede dampen i slutningen af sidste uge, efter at Washington beordrede det kinesiske konsulat i Houston lukket, hvilket fik Beijing til at gengælde med at lukke det amerikanske konsulat i Chengdu.

Og med skarp retorik fra USAs udenrigsminister, Mike Pompeo, er frygten for, at det vil påvirke handelsforhandlinger mellem parterne.

- Præsident Trump plejede at sige, at Kinas præsident Xi Jinping er en stor leder. Men nu er Pompeos ordlyd blevet så aggressiv, at markederne begynder at bekymre sig om yderligere eskalering, siger chefstrateg Norihiro Fujito fra Mitsubishi Securities i Tokyo til Reuters.

MSCI's bredeste indeks over aktier i Asien og Stillehavet uden for Japan stiger 1,3 pct., og de store amerikanske indeksfutures peger på stigninger på 0,5-0,7 pct., når markedet i New York åbner senere på dagen.

På børsen i Tokyo viger det toneangivende Nikkei 225-indeks 0,4 pct., og det bredere Topix-indeks falder 0,2 pct.

De kinesiske aktiemarkeder på fastlandet er tilbageholdende, idet Shanghai Composite stiger 0,1 pct., og CSI 300 øger 0,3 pct.

Hongkongs Hang Seng-indeks ligger samtidig med et minus på beskedne 0,1 pct.

På de øvrige børser ligger Kospi-indekset i Seoul med en stigning på 1,1 pct., og Taiwans Taiex-indeks øger 2,5 pct., mens Singapores Strait Times-indeks ligger med et lille plus på 0,1 pct.

Australiens ASX-indeks lukker med en gevinst på 0,2 pct.

Læs også
Top job