Aktier

Aktier/middag: Pandora skinner mest i stille marked

Det er en stille start på ugen, der præger det danske aktiemarked mandag, hvor Pandora-aktien har lagt sig i spidsen, og FLSmidth fortsætter fredagens positive takter.

- Vi har fået en forholdsvis stille start på ugen, hvor aktiemarkederne mandag formiddag har fået et lille løft på de bedre end ventede IFO-tal fra Tyskland. Fokus er fortsat på smittetallene, der kører i den forkerte regning, hvor Storbritannien har indført karantæne for indrejsende fra Spanien, siger Christian Thatje, senioraktieanalytiker i Sydbank, til Ritzau Finans.

Det danske C25-indeks stiger 0,3 pct. til 1447,62, hvilket er bedre end det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks, som taber 0,2 pct.

- C25 outperformer i forhold til resten af Europa, idet de mere defensive aktier som eksempelvis Novo og Genmab, som blev ramt i sidste uge, klarer sig bedre i dag, siger Christian Thatje.

Novo Nordisk-aktien stiger 0,3 pct. til 425,45 kr., og Genmab-aktien løftes med 0,7 pct. til 2249 kr.

FLSmidth kan få opmærksomhed fra børshuse, efter at selskabet fredag præsenterede foreløbige tal for andet kvartal. Generelt var resultaterne lidt højere, end analytikerne havde ventet.

Samtidig har den finske konkurrent Metso Outotec mandag oplyst, at markedets forventninger til koncernens andet kvartal sandsynligvis vil blive slået.

Den bedre end ventede udvikling i andet kvartal skyldes ifølge det finske selskab, at mineindustrien er blevet mindre ramt af udbruddet af covid-19, end det var frygtet.

FLSmidth stiger 1,5 pct. til 201,80 kr. efter en stigning fredag på 0,4 pct.

Pandora-aktien ligger med en stigning på 1,8 pct. i 407,70 kr.

- Pandora stiger til trods for markante stigninger til sølv og guld. Pandora har dog afdækket en del af udgifterne til sølv og guld, så selskabet bliver ikke så hårdt ramt på den korte bane, siger Christian Thatje.

Carlsberg er blandt de få selskaber, der får lidt selskabsspecifikt nyt i det danske aktiemarked mandag.

Bryggeriet risikerer ifølge Bloomberg News at få udskudt godkendelsen af sit britiske joint venture med det britiske bryggeri Marston, der tillige driver omkring 1400 pubber.

Samarbejdsaftalen mellem de to store spillere på det britiske ølmarked blev annonceret i slutningen af maj i år, men den er endnu ikke blevet godkendt af de britiske konkurrencemyndigheder.

Carlsberg falder 0,2 pct. i 933,60 kr.

ISS-aktien agerer bundskraber i C25-regi med et fald på 1,6 pct. i 99,40 kr.

Blandt høreapparatselskaberne ligger GN Store Nord til en gevinst på 0,5 pct. til 382,10 kr., mens Demant falder 1,2 pct. til 192,95 kr.

Børsen skriver, at coronakrisen tydeligt illustrerer udfordringerne i høreapparatsektoren, og i GN Hearing anerkender man, at hele forretningsmodellen er bygget til et marked, der klarer sig godt.

Sikringskoncernen G4S har fået løftet kursmålet til 155 pence eller 12,65 kr. fra 125 pence eller 10,40 kr. af franske Exane BNP, der fastholder anbefalingen "neutral".

G4S-aktien stiger 0,7 pct. til 12,18 kr.

De europæiske rejseaktier hænger mandag i bremsen, efter at fornyet frygt for en andenbølge af coronavirus navnlig i Spanien, har fået den britiske regering til at indføre karantænekrav for alle, der rejser til Storbritannien fra det spanske fastland.

SAS-aktien ligger mandag middag med et minus på 1,0 pct. i 5,615 kr.

AGF kommer ikke til at pudse sølvtøj, men må nøjes med bronzemedaljer på bagkant af et 0-1-nederlag til Brøndby i sidste spillerunde. Holdet skal derfor ud i en playoffkamp om europæisk deltagelse på onsdag, når OB gæster Ceres Park i Aarhus.

Deltagelse i de europæiske turneringer er yderst økonomisk attraktivt, og investorerne havde håbet på en sikker plads. AGF falder 8,2 pct. til 0,54 kr.

Læs også
Top job