Aktier

Europa/lukning: Små udsving med mest pres på rejseselskaberne

De europæiske aktiemarkeder lukkede mandag med små udsving, men hvor især rejseselskaberne var ramt af stigende smittetal i Spanien og britiske rejserestriktioner.

Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks lukkede med et fald på 0,3 pct. Det tyske DAX-indeks steg marginalt, mens det britiske FTSE 100-indeks tabte 0,2 pct.

Rejseselskaberne hang i bremsen. TUI, der er Europas største rejseselskab, faldt med 10,7 pct., mens Easyjet dykkede 7,1 pct.

De røde takter til rejsebranchen kom, efter at fornyet frygt for en andenbølge af coronavirus navnlig i Spanien, har fået den britiske regering til at indføre karantænekrav for alle, der rejser til Storbritannien fra det spanske fastland.

Den tyske softwaregigant SAP steg med 2,7 pct., da investorerne tog positivt i mod selskabets regnskab for andet kvartal og søndagens meddelelse om at softwarevirksomheden planlægger at børsnotere datterselskabet Qualtrics.

SAP offentliggjorde allerede foreløbige tal for halvåret tilbage i starten af juli, men mandagens regnskab bød alligevel på en nyhed i form af en opjustering af forventninger til SAP's frie pengestrømme.

Investorerne flygter for alvor over i guld, der traditionelt bliver regnet for sikker havn i krisetider, og det sendte mandag spotprisen på guld i vejret til en ny rekord.

På børsen i London steg ædelmetalproducenten Polymetal med 6,7 pct., og Afrika-fokuserede Centamin blev løftet med 5,7 pct.

Læs også
Top job