Tirsdagens aktier: FLSmidth og Novozymes dykkede i rødt marked
Der blev taget gevinster hjem tirsdag på det danske aktiemarked, hvor blandt andet cykliske aktier som FLSmidth blev sendt baglæns.
Børshusenes justeringer af kursmål og anbefalinger var samtidig overvejende negative, men ud over Novozymes led de berørte aktier enten ingen eller ikke så stor overlast.
Målt på C25-indekset endte tirsdagen med et samlet minus på 0,1 pct. til 1446,79 efter en stigning mandag på 0,4 pct.
- Det er virkelig et afventende marked. Vi træder vande forud for regnskaberne og meldinger fra USA, hvor vi venter, at der kommer nye hjælpepakker.
- Men de skal nu forhandles længere oppe i systemet, og det vil nok komme bag på de fleste, hvis de bliver enige fra start, siger Christian Thatje , senioraktiehandler i Sydbank, til Ritzau Finans.
Republikanerne i Senatet fremlagde sent mandag dansk tid en ny stor coronaredningsplan på 1000 mia. dollar. Pakken har dog allerede mødt modstand fra Demokraterne, der ønsker en endnu større hjælpepakke, mens enkelte republikanere har kritiseret pakken for at være for stor, skriver Reuters.
I bunden af det danske marked lukkede FLSmidth 3 pct. lavere i 195,65 kr. efter en stigning på 1,4 pct. mandag, hvor den finske konkurrent Metso Outotec bekræftede fredagens meldinger fra FLSmidth om, at andet kvartal ikke har været så slemt, som analytikerne frygtede.
- Hvis vi kigger rundt i Europa, kan vi se, at cykliske aktier er lidt under pres, og det er vel også det, der rammer FLSmidth i dag, siger afdelingsdirektør i Sydbank Ole Kjær Jensen.
I bunden lå også Vestas, der tabte 1,4 pct. til 832,40 kr. Faldet kom dog efter en aktiespurt den seneste måned har sendt Vestas op fra et niveau på omkring 665 kr. i slutningen af juni.
Ifølge Ole Kjær Jensen var der umiddelbart heller ikke andet end gevinsthjemtagning til at forklare tirsdagens fald.
I toppen af C25-indekset steg GN Store Nord 1,2 pct. til 389,20 kr. Headset-konkurrenten Plantronics kommer med regnskab tirsdag efter amerikansk børslukketid.
Pandora blev nedjusteret af SEB til "hold" fra "køb", men steg ikke desto mindre 0,1 pct. til 405,30 kr.
Megen bevægelse var der helle ikke at spore i A.P. Møller-Mærsk, selv om Handelsbanken sænkede sin anbefaling til "hold" fra tidligere "køb" og skar kursmålet til 8500 kr. fra 9500 kr.
Mærsk B-aktien lukkede 0,2 pct. lavere i 8290 kr.
Den amerikanske storbank Bank of America sænkede anbefalingen af aktien i den danske ingredienskoncern Chr. Hansen til "underperform" fra tidligere "neutral", men også her var kursreaktionen til at overse, idet aktien faldt relativt beskedent med 0,3 pct. til 724,20 kr.
Rygklap var der heller ikke til Novozymes, efter at britiske Barclays indledt analysedækning med anbefalingen "undervægt" og et kursmål på 350 kr.
Og Novozymes-aktien lod sig påvirke, idet den faldt tredjemest i C25 med 1,5 pct. til 385,50 kr.
Fodboldklubben Brøndby IF meddelte mandag aften, at klubben har solgt midtbanespilleren Simon Tibbling til den hollandske klub FC Emmen. Han havde to år tilbage af sin kontrakt på den københavnske vestegn.
Brøndby-aktien endte 0,5 pct. højere i 0,42 kr.

