Fortsæt til indhold

Markedsoversigt: Aktier og renter faldt

Der blev taget gevinster hjem tirsdag på det danske aktiemarked, hvor blandt andet cykliske aktier som FLSmidth blev sendt baglæns.

Aktier
/ritzau/FINANS

Målt på C25-indekset endte tirsdagen med et samlet minus på 0,1 pct. til 1446,79 efter en stigning mandag på 0,4 pct.

- Det er virkelig et afventende marked. Vi træder vande forud for regnskaberne og meldinger fra USA, hvor vi venter, at der kommer nye hjælpepakker, siger Christian Thatje , senioraktiehandler i Sydbank, til Ritzau Finans.

Republikanerne i Senatet fremlagde sent mandag dansk tid en ny stor coronaredningsplan på 1000 mia. dollar. Pakken har dog allerede mødt modstand både blandt demokrater og republikanere.

I bunden af det danske marked lukkede FLSmidth 3 pct. lavere i 195,65 kr. efter en stigning på 1,4 pct. mandag, hvor den finske konkurrent Metso Outotec bekræftede fredagens meldinger fra FLSmidth om, at andet kvartal ikke har været så slemt som frygtet.

I bunden lå også Vestas, der tabte 1,4 pct. til 832,40 kr. Faldet kom dog, efter at en aktiespurt den seneste måned har sendt Vestas op fra et niveau på omkring 665 kr. i slutningen af juni.

I toppen af C25-indekset steg GN Store Nord 1,2 pct. til 389,20 kr. Headset-konkurrenten Plantronics kommer med regnskab tirsdag efter amerikansk børslukketid.

Pandora blev nedjusteret af SEB til "hold" fra "køb", men steg ikke desto mindre 0,1 pct. til 405,30 kr.

Megen bevægelse var der heller ikke at spore i A.P. Møller-Mærsk, selv om Handelsbanken sænkede sin anbefaling til "hold" fra tidligere "køb" og skar kursmålet til 8500 kr. fra 9500 kr.

Mærsk B-aktien lukkede 0,2 pct. lavere i 8290 kr.

Renterne faldt tirsdag på det danske obligationsmarked, der lod sig styre af et svagt amerikanske nøgletal og politisk uenighed om en ny hjælpepakke i USA.

Mandag steg de amerikanske aktier og lange renter, efter at republikanerne i Senatet fremlagde et forslag til en ny coronahjælpepakke på 1000 mia. dollar.

Tirsdag gik det dog den anden vej for såvel aktier som renter, da markedet blandt andet hæftede sig ved kritik af forslaget fra Demokraterne og også fra enkelte republikanere.

Herhjemme lukkede renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation 2 basispoint lavere end mandag i minus 0,39 pct.

En del af rentefaldet kom først ud på eftermiddagen, efter at amerikanske nøgletal havde afsløret, at forbrugertilliden overraskede negativt i juli, hvor den faldt til 92,6 fra 98,3 måneden før.

- Det føjer lidt mere styrke til bekymringen for den amerikanske økonomi. Forbrugertilliden er dog fortsat acceptabel i et historisk perspektiv. Det skyldes, at de amerikanske krisepakker afskærmer forbrugerne fra, hvad der ellers havde været en barsk virkelighed, påpeger cheføkonom i Sydbank Søren V. Kristensen i en kommentar.

Til sammenligning var der ventet et mere beskedent fald til 95,0 ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.