Fortsæt til indhold

Europa/lukning: Investorerne valgte Campari frem for Moët

Investorerne foretrak tirsdag Campari frem for champagne- og modehuset LVMH, efter at de to selskaber havde gjort status for det coronaramte første halvår.

Aktier
/ritzau/FINANS

Forventningerne var på forhånd skruet ned, men det kom alligevel bag på investorerne, at LVMH tabte hele 68 pct. af sit driftsresultat i første halvår, hvor global turisme i vid udstrækning blev indstillet som følge af coronapandemien.

Samlet løb driftsoverskuddet op i 1,67 mia. euro, hvilket var langt under de ventede 2,7 mia. euro ifølge Financial Times.

Meldingen sendte den franske kæmpe ned med 3,5 pct. i Paris, hvor også andre luksusgodeaktier som Gucci-ejeren Kering og det franske modehus Hermes begge faldt omkring 2 pct.

Så var der straks mere at smile af hos Campari, der steg 5,2 pct., på børsen i Milano.

Omsætningen faldt godt nok over 9 pct. i første halvår til 769 mio. euro, men analytikerne havde indstillet sig på et salg på bare 736 mio. euro, så på den post overraskede Campari positivt.

Samtidig var driftsresultatet trods et dyk på 21 pct. til 169,7 mio. euro også en del bedre en analytikernes prognose på 138,7 mio. euro ifølge Bloomberg News.

Fra bilsektoren kom der overraskende godt nyt fra franske Peugeot, der landede et driftsoverskud på 517 mio. euro, eller mere end dobbelt så meget som de ventede 222 mio. euro. Aktien steg godt 3 pct.

Også det underliggende marked gik lidt frem målt på Stoxx 600-indekset, der lukkede 0,5 pct. højere.

Artiklens emner
Stoxx 600