Aktier i Asien: Tokyo går mod generel positiv asiatisk retning
De asiatiske aktiemarkeder er blandede onsdag, hvor de japanske investorer er i defensiven, mens de kinesiske modsat har genoptaget de sidste ugers stigningstrend på børsen i Shanghai.
Investorerne afventer det pengepolitiske møde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, samt udfaldet af den politiske hårdknude om en forlængelse af den amerikanske hjælpepakke i Kongressen i Washington.
- Dette er virkelig vigtigt - der er 30 mio. arbejdsløse, og så meget af det amerikanske BNP er forbrug, siger mæglerchef Chris Brankin fra TD Ameritrade Singapore til Reuters.
Omkring 70 pct. af USA's BNP er privatforbrug.
MSCI's bredeste indeks over aktier i Asien og Stillehavet uden for Japan stiger 0,1 pct., mens de amerikanske futures i stigende grad peger på et mindre kursfald i det brede marked, når markedet i New York åbner senere på dagen.
Investorerne på børsen i Tokyo har det svært. En styrket yen trækker ned i det allerede negative marked, hvor blandt andet regnskaber fra Canon og Nissan sender de respektive aktier ned med 13,1 pct. og 9,5 pct. efter rekordtab i det forskudte japanske første kvartal.
Det toneangivende Nikkei 225-indeks viger 1,0 pct., og også det bredere Topix-indeks falder 1,0 pct.
De kinesiske aktiemarkeder på fastlandet er modsat positive, idet Shanghai Composite stiger 1,1 pct., og CSI 300 øger 1,4 pct.
Hongkongs Hang Seng-indeks ligger samtidig med et plus på beskedne 0,1 pct.
På de øvrige børser følger investorerne den positive tendens. Kospi-indekset i Seoul og Taiwans Taiex-indeks ligger begge med et plus på 0,1 pct., mens Singapores Strait Times-indeks viger 0,2 pct.
Australiens ASX-indeks lukker med en tab på 0,2 pct.

